Lidt syd for Rågeleje ligger et stort, naturskønt område, hvor der i bronzealderen blev bygget mange gravhøje. Ikke alle er bevaret i dag, men på højdedraget Bakkebjerg ligger en koncentration af 10 særligt store gravhøje – Maglehøje. Ordet ‘Magle’ betyder stor, så navnet passer rigtig godt.
Ingen af Maglehøjene er blevet udgravet, så vi ved ikke hvad eller hvem, der ligger i højene. Ud fra vores viden om andre gravhøje fra bronzealderen, er det sandsynligvis samfundets rigeste og mægtigste mænd og kvinder, der ligger begravet. Højene har skulle ses viden om, både til lands og til vands, for på den måde at signalere de begravedes betydning og status i samfundet.
Lidt mod syd ligger en 28 m høj bakke, som hedder Bavnehøj. En bavn er et signalbål, der var placeret højt i landskabet, så det kunne ses langt væk. Når man så en bavn blive tændt, skulle man straks tænde sin egen bavn, der blev set af den næste, som tændte sin bavn osv. På den måde kunne man hurtigt sende besked eller advarsler på lange afstande. Signalsystemet kendes tilbage fra vikingetiden og har været brugt langt op i tiden. På gamle kort kan man se, at der har ligget to gravhøje på bakken Bavnehøj, så måske tilhører navnet ikke bakken men en af de to forsvundne gravhøje? Vi ved ikke om det er tilfældet, men det er ikke ualmindeligt, at bronzealderens gravhøje hedder Bavnehøj, netop fordi de ofte ligger højst i landskabet og derfor har været brugt til signalbålene.
Praktisk
Der er P-plads på sydsiden af Bakkebjergvej, lige ved gravhøjene. P-pladsen er skråt over for indkørslen til Bakkebjergvej 25, 3210, Vejby