Tidligere afholdt udstilling – kan ikke besøges mere.
Særudstilling i Kulturhavn Gilleleje: ‘Skomager, bliv ved din læst’
Skomagerfaget er blandt de ældste håndværk, som endnu findes. Oplev udstilling om skomageren gennem tiden i Kulturhavn Gilleleje.
Udstillingen er gratis og kan besøges alle ugedage fra d. 2. maj og frem til 1. august.
Udstillingens titel er inspireret af ordsproget ‘Skomager bliv ved din læst’, som egentlig betyder, at man ikke skal sætte sine ambitioner for højt, og blive ved traditionerne.
Men netop i Gilleleje kan titlen dog tages bogstaveligt. For på hjørnet af St. Strandstræde og Hovedgaden lå et skomagerværksted gennem 3 generationer. Forretningen lukkede i 1992. En del af inventaret fra værkstedet får nu nyt liv i Kulturhavn Gilleleje.
Historien om skomagerfaget i Nordsjælland går dog mange hundrede år tilbage i tiden. Vi er så heldige, at der både findes billeder, historiske beskrivelser og arkæologiske fund fra skomagerværksteder, som går helt tilbage til middelalderen.
I udstillingen kan du opleve sko og værkstedsaffald udgravet i Sudergade, Helsingør. Fundene kan dateres helt tilbage til byens opståen i 13-1400-tallet. Læderet og skodelene fra Helsingør er så velbevarede, at man stadig kan se spor efter skomagerens nål, tråd og værktøj i skoene.
Da Museum Nordsjælland foretog udgravninger i Hillerød centrum i 2021, havde vi igen held med at finde sko, såler og værktøj bevaret af den kompakte og fugtige jord. Disse sko stammer fra tiden mellem 1500 og 1800.
Gennem de udstillede fund, billeder og tekst, kan vi dermed følge i skomagerfagets fodspor helt fra middelalderen og frem til nutiden.