Som kvinder, mødre og helbredere har vi til alle tider kendt til planternes helbredende kraft. Vi har vidst, hvilken urt der voksede hvor, og hvad den gjorde af godt mod alle de små og store gener, som et menneskeliv byder på.
I dag har mange af os glemt denne viden. Vi læner os op ad lægevidenskaben og ellers shopper vi amok i kosttilskud. Piller, olier, te og kapsler med navne, vi ikke aner, hvad betyder.
Men det kan være meget mere enkelt. De tilskud, vi har brug for, er som regel i de urter og planter, som gror i vores egen baghave. Tag kraften tilbage og tag ejerskab over din egen sundhed og få de bedste råd fra den kloge kones eget medicinskab, når Hyldemor tager os med på en rejse ind i de algode planters evne til at helbrede, lindre og styrke sundheden for helt almindelige mennesker af i dag.
Om Hyldemor: Maria Lisette Jacobsen, kendt som den nordiske shaman Hyldemor, udmærker sig ved sin ligefremme, levende og inspirerende formidling af urtemedicin og naturspiritualitet.
Som uddannet arkæolog og med en fortid i museumsbranchen er hun i dag kvinden bag den succesrige kursusvirksomhed Hyldemors Have. Hun har tusindvis af følgere på Instagram, Facebook og YouTube, hvor hun dagligt inspirerer og videregiver sin viden om helbredende urter, en hverdag i takt med årstidernes skiften og sit enestående liv som moderne, klog kone.
Arrangementet lægger sig op ad Museum Nordsjællands særudstilling, Ad Libitum – måltidet gennem 8000 år, som vises i Elværket i Hillerød. Her bliver 8000 års madhistorie behandlet i en tematisk opbygget udstilling, som fortælles på alternative måder; blandt andet med en kæmpe kunstinstallation af håndlavede papirblomster.
De forskellige temaer er valgt ud fra arkæologiske fund og udgravninger i hele Nordsjælland, og der trækkes tråde op gennem tiden til i dag. Udstillingen lægger op til refleksion og er relevant i en tid, hvor mad ikke længere handler om overlevelse, men hvor bæredygtighed, klima og det sociale måltid spiller en rolle, når vi vælger, hvad vi putter i munden.
Torsdag d. 26 oktober, kl. 19.
Elværket, Frederiksgade 11, Hillerød.
Billetter: Pris: 50,- kr. Biletter købes på billet.dk.