Fredensborgs Havne gennem 300 år

Hæftet ‘Fredensborgs Havne’ fortæller på 54 billedrige sider om havnenes kulturhistorie, og kan fra d. 4. juni 2018 hentes gratis på blandt andet kommunens biblioteker, i turistinformationen i Fredensborg, i Bådklubben Sletten Havn, hos havnefogeden i Humlebæk Havn, på Fredensborg Arkiverne, på Nivaagaard Teglværks Ringovn og på Hørsholm Egns Museum.

Mere information findes på Køb udgivelser siden.

‘Fredensborgs Havne’

Hæftet ‘Fredensborgs Havne’ beretter både om perlerækken af havne langs Øresund og havnene ved Esrum Sø: Galejhavnen og Nivaagaard Teglværks Havn, Nivå Havn, Humlebæk Havn, Sletten Havn, Sørup Havn og Fredensborg Havn.

I ‘Fredensborgs Havneø kan man læse historierne om, hvordan indbyggerne gennem flere generationer har brugt havet til fiskeri og transport, og hvordan kronen fra midten af 1700-tallet tog initiativ til etableringen af krigshavne ved Nivå og Humlebæk. I fem artikler følges havnenes udvikling fra deres anlæggelse til i dag, hvor de primært bliver brugt til lystsejlads.

‘Fredensborgs Havne’ er blevet til i et samarbejde mellem Fredensborg Arkiverne, Nivaagaard Teglværks Ringovn, Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening og Museum Nordsjælland. Udgivelsen er muliggjort takket være økonomisk støtte fra Fredensborg Kommunes Kulturudvalg.

Museum Nordsjælland har stået for redaktionen, Fredensborg Arkiverne har fundet fotos frem af gemmerne, mens forfatterne fra de øvrige kulturhistoriske institutioner har leveret artikler og supplerende billeder. For at hæftet kunne få en rig billedside, blev fotografen Phillip Nørgaard engageret til at tage fotos af havnene. Da Nørgaard selv er en dreven sejler, rummer hæftet billeder af havnene fra både land- og vandsiden, hvor de smukke havne rigtig kommer til deres ret.