Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv, 2020
Gl. Hovedgade får de fleste til at tænke på ‘gamle dage’. Og det er ikke uden grund. Nummer 3, 5, 7, 9 og 11 er således klassicistiske købstadsbygninger fra 1700 og 1800-tallet. De ses nedenfor på to malerier.
Men hvad var Hørsholm for en slags samfund på det tidspunkt?
Merethe Marstrands maleri af nutidens Gl. Hovedgade. Foto: Svend Clausen.
Hørsholm havde fået sine købstadsprivilegier i 1739, fordi Christian 6. og hans dronning Sophie Magdalene havde villet skabe en købstad klos op ad deres slot – Hirschholm; men det blev aldrig en købstad. Højest det man i datiden kaldte en flække. Det vil sige en mellemting mellem en landsby og en købstad.
’Indkørslen til Hirschholm’ tegnet af skolelærer Schjerbeck ca. 1825.
Hirschholm Slot stod ubrugt hen i mange år, men blev først revet ned 1810-12. På den baggrund kunne man have forventet, at flækken forsvandt helt fra landkortet. Dens eksistens skyldtes jo en politisk beslutning. Den var ikke groet ud af de herboendes initiativ og liv; men endnu en politisk beslutning kom til at holde hånden under flækkens frie fald.
Fra 1785 blev Hørsholm garnisonsby først for husarer og siden for dragoner. Den lykke varede med afbrydelser indtil 1868, hvor soldaternes forflyttelse voldte de næringsdrivende problemer.
1801 havde Hørsholm sogn 1068 indbyggere. Over halvdelen af sognets indbyggere var gårdmændene og deres familier og tjenestefolk, husmandsfamilier og endelig alle de mange mennesker, der var knyttet til de store gårde, der lå som en halvmåne fra Kokkedal og Sophienberg i nord over Rungstedlund og Rungstedgård til Folehavegård i syd. Kun 479 mennesker boede i den bymæssige bebyggelse – Hørsholm. Denne bebyggelse strakte sig langs med den nuværende Gl. Hovedgade, syd og øst om Heiberggården og langs med den nuværende gågade; men hvem boede her?
Ja, hvis vi starter i toppen af den økonomiske kransekage, kommer vi ikke uden om postmester og købmand Christian Sæbye, der i sit brød havde en stuepige, en kokkepige, en dreng, en avlskarl og en bryggerkarl. Vi må også nævne bager og kroholder Johan Henric Bärens, der i sit brød havde en tjenestepige, to bagersvende, en kusk og en gårdskarl og i øvrigt i 1806 opførte Postholdergården, der endnu kan ses på Gl. Hovedgade 11. Andre i samme vægtklasse var bager Christian Jochum Mejer, og købmand og gæstgiver Johan Henric Adolph Haase. Derimod var der ingen store håndværkere. Den største var nok grovsmedemester Hans Schiellerup, hvis husstand bestod af kone, fire børn, en svend, tre læredrenge og en tjenestepige. Disse selvstændige næringsdrivende var i kraft af deres produktionsapparat sandsynligvis de rigeste; men der var nogen, der var finere.
Postholdergården, Gl Hovedgade 11, 2014. Foto Leon Gyldmark.
Den fineste var nok overforstmester Christoph Hartvig von Linstow. Han var ansvarlig for de statslige skove og boede i Kavalerboligerne, ikke så langt fra en af sine standsfæller, amtsforvalter Frideric Christian Selmer, der boede lige rundt om hjørnet i de bygninger, der nu rummer Hørsholm Egns Museums hovedbygning. Af andre notabiliteter kan nævnes sognepræst Samuel Friedlieb Zimmermann og måske ritmester Niels Engelsted, der var øverstbefalende for byens husarer.
De menige husarer fyldte mere end de lokale håndværkere – antalsmæssigt. Dertil kom, at de i kraft af deres uniformer, og måske ikke mindst i kraft af deres selvfølelse, fyldte mere. Selvom deres løn ikke var noget at prale af. Deres løn var lavere end en arbejdsmands løn. Til gengæld havde de tryghed i ansættelsen, gratis indkvartering, fri mundering og var sikret pension. For at forstå deres stilling i Hørsholm er det vigtigt at understrege, at de boede i byen, og at de i perioder tog arbejde lokalt.
De lokale håndværkere udgjorde en meget broget skare: skomagere, smede, sadelmagere, snedkere og skræddere, og håndværksmestrene havde få eller ingen svende eller lærlinge.
Stuepige, kokkepige, tjenestepige, kusk og gårdskarl. Det vrimlede med dem næsten overalt – de tjenende ånder. Alt i alt var de lige så mangfoldige som soldaterne; men de nød langt mindre anseelse. Almissenydere – datidens bistandsklienter – udgjorde dog bunden af pyramiden, såvel hvad angik indkomst som status. I 1801 var der kun tale om en snes stykker i hele sognet; men det var en gruppe i stærk vækst. I tiden indtil 1831 blev antallet tredoblet, og da var Hørsholm sogn, det sogn i Frederiksborg Amt, hvor almissenyderne udgjorde den største andel.
Set med en senere tids øjne er der et bemærkelsesværdigt træk ved de sociale forhold i Hørsholm i begyndelsen af 1800-tallet. De ovennævnte typer af mennesker boede sammen på et meget lille område. De boede dør om dør – ja, i de samme huse. Tendensen til, at de forskellige sociale grupper skiller sig ud fra hinanden i forskellige adskilte kvarterer, hører en senere tid til.
Læs mere om
Tags: Befolkning, Erhverv, Militær