Vedtægter

Vedtægter kan også læses som pdf: Vedtægter for Museum Nordsjælland

Vedtægter for Museum Nordsjælland

I henhold til:

Lov nr. 1505 af 14. december 2006, museumsloven med senere ændringer.
Bekendtgørelse nr. 461 af 25. april 2013 om museer m.v.
Lov nr. 1531 af 21. december 2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet.
Bekendtgørelse nr. 1701 af 21. december 2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet.

Cvr. nr. 35276696

Indholdsfortegnelse
§ 1. Navn og ejerforhold, art og status
§ 2. Formål og ansvarsområde
§ 3. Grundkapital
§ 4. Hæftelse
§ 5. Finansiering
§ 6. Samarbejde med andre museer og offentlige myndigheder
§ 7. Bevaring, sikring, udskillelse og kassation mv.
§ 8. Åbningstider og adgangsvilkår
§ 9. Åbenhed og offentlighed
§ 10. Bestyrelse, sammensætning og udpegning
§ 11. Ledelse og øvrige personale
§ 12. Tegning
§ 13. Budget, regnskab, revision og arbejdsplan
§ 14. MNS´ formue
§ 15. Vedtægtsgodkendelse og -ændringer samt tilsyn
§ 16. Fusion og spaltning
§ 17. Ophør
§ 18. Ikrafttræden

Navn og ejerforhold, art og status
§ 1. Museets navn er Museum Nordsjælland (herefter benævnt MNS). MNS er en selvejende institution, som er statsanerkendt efter § 13 i museumsloven (lov nr. 1505 af 14. december 2006 med ledsagende bekendtgørelse og senere ændringer). MNS´ vedtægt er udarbejdet i henhold til museumsloven og lov om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet (lov nr. 1531 af 21. december 2010, herefter benævnt drifttilskudsloven) med ledsagende bekendtgørelse og senere ændringer.
Stk. 2. MNS er et statsanerkendt, kulturhistorisk museum, som er dannet i 2014 ved sammenlægning af Folkemuseet i Hillerød, Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre og Hørsholm Egns Museum.
Stk. 3. MNS har en særlig historisk tilknytning til Gribskov Kommune, Hillerød Kommune og Hørsholm Kommune. De tre kommuner betegnes under ét som tilskudsydere i disse vedtægter. Den tilskudsyder, som yder det højeste tilskud, er i henhold til museumsloven hovedtilskudsyder og betegnes som sådan i disse vedtægter. Hovedtilskudsyderen er i henhold til driftstilskudsloven den tilsynsførende myndighed, jf. dog driftstilskudslovens § 8, stk. 2. MNS´ virke er omfattet af en drifts- og samarbejdsaftale med Gribskov, Hillerød og Hørsholm kommuner.
Stk. 4. MNS har hjemsted i Hillerød Kommune og postadresse i Frederiksgade 11, 3400 Hillerød.

Formål og ansvarsområde
§ 2. MNS skal med udgangspunkt i sit ansvarsområde sikre kulturarv i Danmark og udvikle betydning heraf i samspil med verden omkring os.
Stk. 2. Gennem de indbyrdes forbundne opgaver indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling, skal MNS i lokalt, nationalt og globalt perspektiv belyse forandring, variation og kontinuitet i menneskers livsvilkår fra de ældste tider til nu.
Stk. 3. MNS skal aktualisere viden om kulturarv og gøre den tilgængelig og vedkommende.
Stk. 4. MNS skal udvikle anvendelse og betydning af kulturarv for borgere og samfund.
Stk. 5. MNS skal sikre kulturarv for fremtidens anvendelse.
Stk. 6. MNS skal samarbejde med andre museer om opgaverne nævnt i dette afsnits stykke 1-6.
Stk. 7. MNS skal udbrede kendskabet til resultatet af såvel MNS´ egen forskning som anden forskning baseret på MNS´ samlinger.
Stk. 8. MNS skal udvikle sine samlinger og dokumentation inden for sit ansvarsområde.
Stk. 9. Det geografiske ansvarsområde er, når det vedrører arkæologi og nyere tids kulturhistorie, kommunerne Allerød, Fredensborg, Gribskov, Hillerød og Hørsholm. I tid dækker dette ansvarsområde perioden fra menneskets ankomst til Nordsjælland og op til nu.
Stk. 9.2. MNS har herudover det arkæologisk ansvar i kommunerne Furesø, Halsnæs, Helsingør og Rudersdal. MNS´ virksomhed i andre museers geografiske ansvarsområde skal ske i forståelse med disse og med de pågældende kommuner.
Stk. 9.3. MNS har qua sit historiske afsæt og sit ansvarsområde særlig fokus på Nordsjællands førindustrielle landbokultur samt oldtidens og middelalderens kulturhistorie. På baggrund af skriftlige aftaler med Industrimuseet Frederiks Værk og Helsingør Kommunes Museer varetager MNS kyst- og havfiskeriets historie på Sjællands nordkyst og Halsnæs. MNS har en skriftlig aftale med Industrimuseet Frederiks Værk om, at de varetager industrihistorien i Gribskov Kommune. MNS har i samarbejde med Industrimuseet Frederiks Værk særlig fokus på industriel arkæologi. MNS har en skriftlig aftale med Nationalmuseet omkring driften og formidlingen af Æbelholt Klostermuseum. MNS har en skriftlig aftale om museumsfaglig samarbejde med Helsingør Kommunes Museer.
Stk. 10. Indsamling, registrering, forskning og formidling skal finde sted inden for den geografiske, tids- og emnemæssige afgrænsning af MNS godkendte ansvarsområde.
Stk. 11. Genstande og andet, der tilbydes museet, men som savner naturlig tilknytning til MNS´ ansvarsområde m.v., bør ikke indlemmes i samlingerne, men søges henvist til et relevant museum.
Stk. 12. MNS kan yde museumsfaglig bistand til ikke-statsanerkendte museer samt arkiver i ansvarsområdet, såfremt de faglige og økonomiske resurser gør det muligt.
Stk. 13. MNS skal aktivt samarbejde med historisk interesserede –
foreninger, grupper og personer – i MNS´ virkeområde med henblik på
at skabe størst mulige interesse for og medvirken til opfyldelsen af MNS´ formål.

Grundkapital
§ 3. MNS grundkapital fremgår af regnskaberne for 2012 fra de 3 fusionerede museer. Den endelige grundkapital, som er den fulde summerede egenkapital pr. 31. december 2013, vil fremgå af de godkendte regnskaber for 2013 fra de 3 museer, når disse foreligger.
Hertil kommer som fast ejendom bygningen Helsingørsgade 65, 3400 Hillerød (Hillerød Bymuseum), hvis værdi er kr. 1.300.000.

Hæftelse
§ 4. MNS hæfter alene med sin formue for de forpligtelser, som ledelsen og bestyrelsen lovligt pådrager institutionen.

Finansiering
§ 5. Driften af MNS finansieres af MNS´ egne indtægter og tilskud fra Kulturministeriet (statstilskud) samt i henhold til skriftlig samarbejdsaftale af driftstilskud fra Gribskov Kommune, Hillerød Kommune og Hørsholm Kommune. Fredensborg Kommune, Furesø Kommune, Helsingør Kommune, Halsnæs Kommune og Rudersdal Kommune har frem til fusionen bidraget til opretholdelse af dele af de 3 museers drift. Nationalmuseet bidrager i henhold til skriftlig aftale til driften af Æbelholt Klostermuseum.
Stk. 2. MNS kan modtage tilskud og donationer fra andre offentlige myndigheder, fonde, sponsorer og privatpersoner m.v. herunder testamentariske donationer og gaver.
Stk. 3. Eventuelle overskud ved MNS´ drift anvendes i overensstemmelse med museets formål, jf. § 2.
Samarbejde med andre museer og offentlige myndigheder
§ 6. MNS er en del af Danmarks samlede offentlige museumsvæsen med deraf følgende forpligtelse til samarbejde og gensidig bistand.
Stk. 2. MNS samarbejder med andre museer inden for fælles arbejdsområder. Samarbejdet kan nedfældes i gensidigt forpligtende kontrakter, som skal godkendes af bestyrelsen og tilskudsyderne.
Stk. 3. MNS samarbejder inden for sit vedtægtsbestemte formål og sit ansvarsområde med de myndigheder, der varetager fredning og fysisk planlægning, og kan inden for sit vedtægtsbestemte formål indgå aftale om at varetage opgaver for andre, blandt andet frednings-, planlægnings- og formidlingsopgaver samt undersøgelser. MNS kan endvidere samarbejde med universiteter og indgå i nationale og internationale faglige netværk.
Stk. 4. MNS indberetter løbende nytilvækst til sine samlinger til relevante registre.
Stk. 5. MNS følger fælles nationale og internationale standarder og normer for museumsvirksomhed efter Kulturstyrelsens retningslinjer.

Bevaring, sikring, udskillelse og kassation mv.
§ 7. MNS drager omsorg for samlingernes forsvarlige opbevaring og nødvendige konservering.
Stk. 2. MNS træffer nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af samlingerne mod brand, vandskade, tyveri og hærværk.
Stk. 3. Skader på samlingerne samt tyveri fra samlingerne skal snarest indberettes til Kulturstyrelsen.
Stk. 4. Udskillelse (herunder kassation) fra samlingerne til andre end statslige og statsanerkendte museer kan kun ske efter Kulturstyrelsens godkendelse.
Stk. 5. Uddeponering fra samlingen til andre end offentlige institutioner kan kun ske efter godkendelse fra Kulturstyrelsen.
Stk. 6. Genstande m.v., der er behæftede med klausuler, må ikke indlemmes i samlingen uden Kulturstyrelsens godkendelse.

Åbningstider og adgangsvilkår
§ 8. MNS skal være tilgængeligt for offentligheden på forud bekendtgjorte åbningstider og åbningstidens omfang skal stå i rimeligt forhold til MNS´ størrelse og publikums behov.
Stk. 2. Ud over MNS´ udstillinger er dets samlinger, herunder registre, arkiver, magasinerede genstande m.v. offentlig tilgængelige efter forudgående aftale.
Stk. 3. Hvor hensynet til MNS´ meddelere taler derfor, kan optegnelser, fotos m.v. undergives begrænsninger i forhold til offentlighedens adgang og brug i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Stk. 4. MNS skal vederlagsfrit give adgang til børn og unge under 18 år. MNS skal vederlagsfrit give adgang for alle elever og kursister, der besøger museet som led i undervisningen.

Åbenhed og offentlighed
§ 9. MNS´ vedtægter, strategier og planer samt årsrapporter (årsberetning og årsregnskab) og lignende skal være let tilgængelige for offentligheden.

Bestyrelse, sammensætning og udpegning
§ 10. Bestyrelsen leder MNS og er ansvarlig for museets drift.
Bestyrelsen består af 10 medlemmer. Sammensætningen af bestyrelsen reflekterer principperne i ligestillingsloven og Kulturministeriets anbefalinger om god ledelse i selvejende institutioner (2011).
MNS´ bestyrelse omfatter 1 repræsentant fra hver af de lokale tilskudsgivende myndigheder, som vælges blandt byrådenes medlemmer:
Gribskov kommune 1 medlem
Hillerød kommune 1 medlem
Hørsholm kommune 1 medlem
MNS´ faste medarbejdere kan vælge 1 repræsentant fra deres midte:
Medarbejderne 1 medlem
Lokalhistoriske foreninger, som via deres vedtægter har til formål at støtte MNS, udpeger i alt 3 medlemmer:
Lokalhistoriske foreninger, Gribskov 1 medlem
Nordsjællandsk Museumsforening, Hillerød 1 medlem
Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn 1 medlem
Bestyrelsen udpeger yderligere 3 bestyrelsesmedlemmer. Disse udpeges således, at bestyrelsen for MNS samlet set får en sammensætning, der sikrer relevante kompetencer:
3 medlemmer
Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer udpeges for en fireårig periode, som følger den kommunale valgperiode. Genvalg kan finde sted.
Medarbejderne i MNS kan ikke være medlem af bestyrelsen udover den i stk. 1 nævnte repræsentant.
Stk. 3. Bestyrelsen konstituerer sig ved simpel stemmeflerhed med en formand og en næstformand. Medarbejdernes repræsentant kan ikke vælges til disse poster.
Stk. 4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dets medlemmer er til stede.
Stk. 5. Bestyrelsesbeslutninger, der afgøres ved afstemning, træffes ved simpel stemmeflerhed blandt de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer (jf. dog §§ 15-16). I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Stk. 6. Formanden indkalder til og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse til ordinære såvel som ekstraordinære bestyrelsesmøder sker skriftligt med angivelse af dagsorden og med minimum én uges varsel. Der afholdes mindst 4 møder om året.
Stk.7. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, som dog skal indeholde bestemmelser om habilitet og tavshedspligt. Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg.
Stk.8. Bestyrelsen kan indgå aftale med offentlige myndigheder eller andre institutioner om samarbejde om kulturhistoriske opgaver eller om drift af eller optagelse af andre kulturarvsinstitutioner, der har opgaver, som ligger inden for MNS´ vedtægtsbestemte formål (jf. § 16).
Stk.9. Efter bestyrelsens beslutning kan hvert medlem af bestyrelsen modtage et årligt vederlag, der fastsættes i henhold til hvervets art og omfang. Det årlige vederlag for det kommende år fastsættes af bestyrelsen.

Ledelse og øvrige personale
§ 11. Det er bestyrelsens ansvar at sikre, at MNS har et personale, der i omfang og sammensætning står i et rimeligt forhold til museets størrelse, økonomi, ansvarsområde og arbejdsplan.
Stk. 2. MNS skal have faguddannet personale, der modsvarer museets ansvarsområde.
Stk. 3. Til at varetage MNS´ daglige drift heltidsansætter bestyrelsen en museumsdirektør. Museumsdirektøren er bestyrelsens sekretær og rapporterer til bestyrelsen om alle væsentlige forhold vedrørende MNS.
Stk. 4. Det påhviler bestyrelsen at holde Kulturstyrelsen underrettet om, hvem der varetager den daglige ledelse af MNS.
Stk. 5. Museumsdirektøren har inden for de af bestyrelsen vedtagne rammer (strategier, arbejdsplaner, budgetter og andre eventuelle overordnede retningslinjer) det museumsfaglige og ledelsesmæssige ansvar for MNS´ samlede virksomhed.
Stk. 6. Museumsdirektøren er med ansvar over for bestyrelsen ansvarlig for forvaltningen af museets indtægter og udgifter.
Stk. 7. Inden for de af bestyrelsen vedtagne rammer (jf. stk. 6) har museumsdirektøren dispositionsret. Museumsdirektøren, eller den dertil bemyndigede, skal attestere udgifts- og indtægtsbilag.
Stk. 8. Museumsdirektøren ansætter og afskediger det øvrige personale inden for de af bestyrelsen vedtagne rammer (jf. stk. 6) og en eventuel overordnet personalepolitik.
Stk. 9. Museumsdirektøren kan ikke være medlem af bestyrelsen.

Tegning
§ 12. MNS tegnes af formanden for museets bestyrelse og museumsdirektøren i forening.
Stk. 2. MNS kan ved forfald af en af disse subsidiært tegnes af formanden og næstformanden i forening eller museumsdirektøren og næstformanden i forening.
Stk. 3. Bestyrelsen kan give en stillingsfuldmagt til museumsdirektøren til at tegne MNS i et nærmere angivet anliggende.

Budget, regnskab, revision og arbejdsplan
§ 13. MNS´ regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2. Museets budget, regnskab og revision skal følge gældende bekendtgørelse om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftsstilskud fra Kulturministeriet samt gældende bekendtgørelse om museer.
Stk. 3. Museumsdirektøren forelægger til beslutning i bestyrelsen årligt et forslag til budget med tilhørende budgetkommentarer.
Stk. 4. Det vedtagne budget med kommentarer sendes til tilskudsyderne og til den tilsynsførende myndighed til godkendelse inden for den af denne fastsatte frist.
Stk. 5. Det vedtagne budget med kommentarer sendes til Kulturstyrelsen efter styrelsens retningslinjer senest to måneder før regnskabsårets begyndelse. Hvis Kulturstyrelsen ikke er tilsynsførende myndighed indberetter MNS alene budgettal til Kulturstyrelsen ved indsendelse af budgetskema.
Stk. 6. MNS udarbejder årligt årsregnskab og ledelsesberetning (årsrapporten). Årsregnskabet skal revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor, som er valgt af bestyrelsen. Revisionspåtegningen skal angive, at revisionen er udført i overensstemmelse med den af Kulturministeriet fastsatte revisionsinstruks for museer, der modtager statstilskud efter museumsloven.
Stk. 7. MNS´ reviderede årsregnskab og ledelsesberetning godkendes af bestyrelsen og fremsendes til de Gribskov, Hillerød og Hørsholm kommune samt til den tilsynsførende myndighed til godkendelse i henhold til gældende tidsfrister.
Stk. 8. Årsrapporten og årsregnskabet skal være påtegnet af bestyrelsen, museumsdirektøren og af museets revision.
Stk. 9. Årsregnskabet sendes til Kulturstyrelsen efter styrelsens retningslinjer senest seks måneder efter regnskabsårets slutning. Hvis Kulturstyrelsen ikke er tilsynsførende myndighed indberetter museet alene regnskabstal til Kulturstyrelsen ved indsendelse af regnskabsskema.
Stk. 10. Museumsdirektøren forelægger hvert 4. år forslag til en strategiplan til beslutning i bestyrelsen. Strategiplanen følger de kommunale valgperioder. Den godkendte strategiplan indsendes til orientering til tilskudsyderne. Bestyrelsen kan beslutte, at der arbejdes med rullende fireårsplaner.
Stk. 11. Det skal af planen fremgå, hvilke nærmere bestemte opgaver inden for MNS´ ansvarsområde, MNS påregner at udføre de(t) pågældende år, og hvordan det forholder sig til MNS´ strategiske planlægning. Planen skal have fokus på det vedtægtsbestemte ansvarsområde og opgaver indenfor indsamling, registrering og forskning, ligesom den skal drage omsorg for samlingernes forsvarlige opbevaring og konservering. Endeligt skal den via et aktivt formidlingsprogram gøre samlingerne såvel som MNS´ viden tilgængelig for alle befolkningsgrupper. MNS skal gøre sin planlægning tilgængelig for offentligheden.

MNS´ formue
§ 14. Bestyrelsen er ansvarlig for forvaltningen af MNS´ formue.
Stk. 2. Væsentlig nedbringelse af MNS´ formue kan kun finde sted med tilslutning fra MNS´ hovedtilskudsyder.
Stk. 3. MNS´ faste ejendom skal have en tinglyst deklaration om, at der ikke kan disponeres over ejendommen ved pantsætning eller salg uden samtykke fra MNS´ hovedtilskudsyder.

Vedtægtsgodkendelse og -ændringer samt tilsyn
§ 15. Godkendelse af MNS´ vedtægter såvel som beslutning om ændring af disse kan kun træffes med et flertal på mindst 2/3 af samtlige medlemmer af bestyrelsen. Godkendelse af MNS´ vedtægter såvel som beslutning om ændring af disse kræver endvidere hovedtilskudsyderens godkendelse.
Stk. 2. Såfremt ændringerne omfatter ændring af MNS´ ansvarsområde, kræver det tillige Kulturstyrelsens godkendelse.
Stk. 3. MNS´ virksomhed, herunder samlingernes konserverings- og registreringsmæssige tilstand og opbevaringsforhold, er undergivet tilsyn af Kulturstyrelsen.
Stk. 4. Samlingerne er underlagt revision i henhold til bestemmelserne i museumsbekendtgørelsen.

Fusion og spaltning
§ 16. Hvis MNS planlægger at fusionere med en anden juridisk person eller at spaltes i to eller flere juridiske personer, skal kulturministeren orienteres herom.
Stk. 2. MNS kan udvides med andre museer, som ytrer interesse for at indgå i MNS (jf. § 10, stk. 8). Dette kræver en vedtægtsændring, og fusionen skal godkendes af bestyrelsen, hovedtilskudsyderen og kommunalbestyrelserne i Gribskov, Hillerød og Hørsholm kommuner.
Stk. 3. Hvis MNS planlægger at spaltes i to eller flere juridiske personer kan det kun ske med et flertal på mindst 2/3 af samtlige medlemmer af bestyrelsen. Det kræver ligeledes en vedtægtsændring samt den tilsynsførende myndigheds og tilskudsydernes godkendelse. Såfremt ændringerne omfatter ændring af MNS´ ansvarsområde, kræver det tillige Kulturstyrelsens godkendelse. Med hensyn til øvrige forhold affødt af en spaltning i to eller flere juridiske personer følges bestemmelserne i § 17.

Ophør
§ 17. Såfremt MNS må ophøre, afgør kulturministeren efter forhandling med MNS´ hovedtilskudsyder, hvorledes der skal forholdes med MNS´ samling.
Stk. 2. Det påhviler den afgående bestyrelse at træffe alle nødvendige driftsmæssige foranstaltninger til sikring af en forsvarlig afvikling af MNS´ aktiviteter og forpligtelser. Herunder påhviler det den afgående bestyrelse at træffe beslutning om overdragelse af eventuel formue, løsøre, der ikke er omfattet af pkt. 16.1, overdragelse af eventuelle bygninger, ophævelse af eventuelle aftaler med 3. mand etc.

Ikrafttræden
§ 18. Denne vedtægt træder ved godkendelse i kraft 1. januar 2014.

Vedtægten er godkendt af hovedtilskudsyder (Kulturstyrelsen) den . november 2013.

Nærværende vedtægt er indstillet til godkendelse af bestyrelserne for Folkemuseet i Hillerød, Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre og Hørsholm Egns Museum på bestyrelsernes møder ultimo 2013.

Godkendt af bestyrelsen for MNS den Bestyrelsesmedlemmernes underskrifter

 

Godkendt af Gribskov Kommune den

 

Godkendt af Hillerød Kommune den

 

Godkendt af Hørsholm Kommune den

 

Godkendt af bestyrelsen for Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre den

 

Godkendt af bestyrelsen for Folkemuseet i Hillerød den

Godkendt af bestyrelsen for Hørsholm Egns Museum den