Jul i Hørsholm

Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv

I betragtning af, hvor optaget de fleste er af julen, er det ikke så tit, man ser fotos fra folks fejring af julen inden for hjemmets fire vægge. Således har Hørsholm Lokalarkiv kun ganske få billeder, der viser, hvorledes forskellige hørsholmere gennem tiden har holdt jul. Her bringer vi nogle eksempler, som vi gerne vil have suppleret med fotos fra læsernes egen jul.

Så hvis du har fotografier fra din eller andre hørsholmeres jul, modtager vi dem gerne på Hørsholm Lokalarkiv.

Julen inden for hjemmets fire vægge fotograferer man tilsyneladende nødig. Lidt oftere er fotografiapparatet i brug i offentlighedens skød. Således ved spejdernes julefest i 1920, som ses på billedet nedenfor, hvor man har inviteret to ikke helt lutherske gæster. Man har nemlig inviteret julemanden og Kong Vinter. Julemanden var oprindelig en fremtrædende helgen såvel i den græsk-ortodokse som i den romersk-katolske kirke. Senere kom han til USA, hvor han blev sælgeren over alle sælgere. Kong Vinter er vel den samme som den russiske Fader Frost og/eller den tyske hr. Vinter.

Næste billede er fra ca. 1915. Det er taget på Usserød Kongevej i den såkaldte Doktorbolig. For bordenden ses Ida Møller, der var gift med læge Aage Møller, ved siden af en af sønnerne. Desuden ses Aage Møllers to søstre. Mon ikke det er ‘doktor Møller’ ved apparatet. Her drikkes tilsyneladende vin.

Nedenstående foto er taget i 1934 i Martin Nielsens hjem, Hovedgaden 23. Martin Nielsen havde i stueetagen en stor manufakturhandel og fik derfor tilnavnet ‘Partivarermanden’. Ejendommen gik under navnet ‘Partivarermandens hus’, eller når det skulle gå stærkt ‘Partibermandens hus’.
I den store lejlighed over forretningen er familien samlet omkring juletræet. Martin Nielsen sidder, som den eneste, omgivet af børnebørnene Richard, Åse og Elsebeth. Til venstre står artisten Oli, der var en ven af huset, og ved siden af Martin Nielsens hustru, Bertha. Yderst til højre står datteren Valborg, bag hende tjenestepigen, den ældste søn Adolph med hustruen, Magda og sønnen Kjeld. Julegaverne ligger endnu under træet.

Læs mere om

 


Tags: , ,