Deltag i efterårsferiens konkurrencen om at bygge den flotteste, sjoveste eller mest fantasifulde ting af Tekno på Hillerød Bymuseum.
Hele familien kan bygge med tandhjul, stænger, kæder, skruer og møtrikker for vi fundet det gode gamle legetøj Tekno frem. Byg en bil, en høstmaskine eller bare din helt egen Storm-P. maskine. Når den er klar tager vi et foto af jeres maskine, og så er I med i konkurrencen om at vinde et elektrobyggesæt, samt et årskort til hele familien til alle Museum Nordsjællands udstillingssteder.
Alle deltagere får et flot Tekno-bygge-diplom.
Før I går i gang med at bygge kan I tage turen rundt på hele museet med ‘Jagten på maskinerne’ og opleve Hillerøds historie på en ny måde.
Den gamle købmandsbutik i Tidens Gade holder åbent. Her kan man sælge varer og dreje håndtaget på det gamle smukke kasseapparat eller veje kaffen af og se og røre alle varerne fra oldefars tid. Man kan også kolorere billeder i malerværkstedet og gå på opdagelse i Weitzmanns værksted hvor man kan prøve gamle fysikinstrumenter.
I Have-Grethes børneasyl kan de helt små svinge de gamle kobbergryder på komfuret, eller give kludedukken en tur i den gamle dukkevogn. Onsdag snurrer trykkemaskinerne i Grafisk Museum også i kælderen, hvor man kan få sig en snak med de gamle trykkere!
Hillerød Bymuseum er åbent alle dage i efterårsferien kl. 10-15. Voksne 25 kr. Børn og unge under 18 år gratis. Fredag gratis adgang.