Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Åbent hus: arkæologisk udgravning ved Kelleris Hegn

3. juni 2021 : 16:00 - 18:00

Free

Kom til åbent hus på udgravningen ved Kelleris Hegn i Espergærde torsdag d. 3. juni, kl. 16-18. Se nogle af de fund der allerede er udgravet og hør mere om det arkæologiske arbejde.

Arkæologerne viser sporene efter en omfattende jernalderboplads fra tiden omkring Kristi fødsel, der netop nu bliver undersøgt. Udgravningen har påvist, at området var hjemsted for en større gruppe mennesker, der i flere generationer byggede deres huse og levede livet på netop dette sted. Husene lå spredt ud i landskabet og har været op til 30 meter lange.

I ét af husene har jernalderbønderne placeret et miniaturekar af ler, der skulle værne huset mod ulykker. En skik der kan følges både tilbage i tiden, og helt op til nutiden, hvor man lægger grundsten og holder rejsegilde – begge dele skal, forhåbentligt, sikre byggeriet mod ulykker og dårligdomme.

Allerede i jernalderen blev der produceret meget affald i den daglige husholdning. Der er fundet store mængder af keramik samt dele af kværnsten i affaldsgruberne, der ligger omkring husene. Dette vidner om det dagligdags liv på stedet, hvor et lerkar en gang i mellem gik i stykker og måtte kasseres. Fundene fra udgravningen viser også, at man for over 2.000 år siden udvandt jern på stedet i stor skala, hvilket gør bopladsen særlig spændende, da vi kun sjældent ser regulær jernudvinding i Nordsjælland. Restprodukter fra udvinding af lokal myremalm er både fundet på selve bopladsområdet samt i en lavning nær husene. Her er der også fundet små dele af de specialiserede ovne, som blev bygget til selve udvindingsprocessen.

Praktisk

Arrangementet afholdes efter de gældende corona-regler. Der er ikke mulighed for parkering ved bebyggelserne på Svend Poulsens vej.

Tid: torsdag d. 3. juni, kl. 16-18.
Sted: Åben mark, for enden af Svend Poulsens Vej i Espergærde.

Miniaturekarret er netop udgravet.

Detaljer

Dato:
3. juni 2021
Tidspunkt:
16:00 - 18:00
Pris:
Free
Begivenhed Kategori:

Arrangør

Museum Nordsjælland

MENU