Den ensomme dronning Louise

Ved Christian 5.s død i 1699 blev Frederik 4. den nye ejer af Hirschholm, og i 1701 videregav han officielt godset til sin hustru dronning Louise som livgeding (underhold).  Ægteskabet mellem Louise og Frederik 4. blev aldrig lykkeligt. Frederik 4. havde flere elskerinder, som han åbenlyst foretrak fremfor sin hustru. To af dem valgte han at vie til venstre hånd. Det første ægteskab blev kortvarigt, da bruden, grevinde Elisabeth Helene von Viereck, døde året efter vielsen i 1703. Det andet var med Anna Sophie Reventlow, som overlevede Louise og efterfølgende blev gift til kongens højre hånd i 1721. Frederik 4.s forhold til Anne Sophie Reventlow, vakte forargelse ved hoffet, og navnlig hos kronprins Christian (6.).

Louise selv havde da også svært ved at acceptere sin rolle ved hoffet. Samtidige beretninger påpeger, at dronningen – i hvert fald i begyndelsen af ægteskabet – elskede kongen højt, men ikke kunne styre sin jalousi, når Frederik 4. tog sig elskerinder. Resultatet blev pinlige skændsmål mellem konge og dronning. Louises til tider voldsomme vredesudbrud fik antagelig hendes sympati ved hoffet til at dale, og hun isolerede sig mere og mere. Louise fandt trøst i pietismen – en kristen trosretning, hvor fromhed og personlig tro vægtes højt – men hendes isolation gjorde hende til en biperson ved hoffet.

Portræt af dronning Louise af ukendt kunstner. Foto Nasjonalmuseet, Norge.

I Hirschholm og omegn samt ved dronningens eget hof var synet på Louise mere positivt. Hendes egne hoffolk har f.eks. efterladt skildringer om hendes omsorg for sin hofstand. Udover pietismen fandt Louise trøst i den nordsjællandske natur, og hun benyttede ofte Hirschholm Slot og Rungstedgård. Ved Sjælsø fandt hun en lille naturskøn pynt, hvor hun fik anlagt et ottekantet lysthus, kaldet ‘Dejligheden’.

Louise benyttede ikke kun Hirschholm-godset til rekreative formål. Hun søsatte flere byggerier, der optimerede landbrugsudbyttet og industrialiserede området. Ved Donse Å grundlagde hun Donse Krudtværk. Hirschholm Slot lod hun restaurere, så det passede bedre til tidens standarder. Byggeprojektet på slottet krævede en del byggemateriale, hvorpå Louise fik etableret Nivå Teglværk i 1701. Desuden kunne hun på sin fødselsdag den 28. august 1713, og endda sammen med Frederik 4., indvie den store kornlade på Folehavevej, der eksisterer den dag i dag. På kornladens ene gavl ses dronningens våbenskjold.

Så selvom Louises bedrifter på nationalt plan var få, afslørerede hun på Hirschholm en arbejdsomhed og entreprenante evner, hun normalt ikke tillægges.

Fotografi af dronning Louises kornlade. Hendes våbenskjold ses midt i gavlen. Foto: Museum Nordsjælland.