Ingeborg Dinesen (1856-1939) var datter af storkøbmanden og entreprenøren Regnar Westenholz. Han ejede det jyske gods Mattrup ved Horsens, hvor Ingeborg fik sin opvækst. Faren døde imidlertid, da Ingeborg var lidt under ti år gammel, hvorpå hendes mor Mary Lucinde Westenholz, overtog driften af godset. Moren var en dominerende skikkelse med stærke holdninger, og hendes matriarkalske tilgang smittede sikkert af på den unge Ingeborg.
I 1881 blev Ingeborg gift med kaptajnen, forfatteren og politikeren Wilhelm Dinesen og flyttede med ham til Rungsted. Her havde Wilhelm sammen med søsteren Alvilde købt gårdene Rungstedgård, Rungstedlund, Folehavegård og Sømandshvile med et samlet landbrugsareal på ca. 300 tønder land, der bortforpagtedes kort tid efter købet.
Ingeborgs mor var dog ikke ude af billedet og efter at have afhændet det jyske gods, flyttede hun med døtrene Mary (Westenholz) og Lit i 1882 til Folehavegård. Wilhelm måtte, når han var hjemme på Rungstedlund, mere eller mindre indordne sig under et matriarkat. Trods dette syntes ægteskabet lykkeligt, og parret fik hele fem børn: Inger, Karen (Blixen), Ellen, Thomas og Anders.
Den 28. marts 1895 ændredes Ingeborgs og hendes fem børns liv sig imidlertid markant, idet Wilhelm valgte at tage sit eget liv. Selvmordet kom som et chok for familien. Sammen med sin mor og søsteren Mary måtte Ingeborg nu tage sig af hjemmet. Børnene blev hjemmeskolet af en privatlærerinde og de kvindelige slægtninge. Undervisningen fokuserede på kulturelle, kunstneriske og sproglige fag, men var også præget af Ingeborgs og hendes families unitariske kristendomsopfattelse, hvilket navnlig datteren Karen synes at have taget afstand fra.
De hårde tider forværredes i sommeren 1898. Her udbrød en voldsom brand i avlsbygningerne på Rungstedlund. Sammen med fodermesteren fik Ingeborg reddet gårdens heste ud af staldene, men tagkonstruktionen faldt ned over fodermesteren, der nogle dage efter døde af sine kvæstelser. Efter et kort rekreationsophold i Schweiz vendte Ingeborg tilbage til Rungstedlund med fornyet styrke.
Hun indledte sig på en lokalpolitisk karriere og blev, som den første kvinde, valgt ind i Hørsholm Sogneråd (den daværende kommunalbestyrelse), og sad der fra 1909 til 1917. I lokalsamfundet var hun desuden en yderst vellidt person – navnlig blandt Rungsteds fiskere, som hun altid var villig til at hjælpe i trange tider. Ved hendes bisættelse var det således ikke kun familie og de nærmeste venner, der var til stede, men også Rungstedfiskerne og deres hustruer.