Fredag d. 3. august 2018 kl. 19.00 ved Strandallé for enden af Fabersvej: Aftenvandring med museumsinspektør Søren Frandsen, Museum Nordsjælland. Hør om Gilleleje østre Stand – historien om sandflugtsstrækningen øst for Gilleleje i 100 året for oprettelsen af Selskabet Gilleleje Strandbakker.
Velkommen til en udstilling, der er skabt af Kulturhavn Gillelejes udstillingsgruppe i samarbejde med Museum Nordsjælland og Selskabet Gilleleje Strandbakker. Udstillingen viser i tekst og billeder Gilleleje Strandbakker gennem 100 år frem til i dag.
Når vi færdes på strandene og friarealerne vest og øst for Gilleleje tager mange det skønne naturområder som en selvfølge, men kun få tænker på, at Selskabet Gilleleje Strandbakker i 1918 blev stiftet på privat initiativ for at hindre en udstykning af området.
I 1885 købte arkitekt Carl Lendorf ca. 60.000 kvadratmeter strandgrund øst for byen af Selskabet Fabers Minde, der havde 28 medlemmer, hvoraf ca. halvdelen var fiskere. Carl Lendorf solgte i 1918 efter pres fra lokalsamfundet ca. halvdelen af strandbakkerne til Selskabet Gilleleje Strandbakker, men først i 1983 blev hele arealet sikret til offentligt brug.
Strandbakkeselskabets motto har fra starten været ”Køb stranden Fri”. Det er gjort muligt gennem indtægter fra den årlige bakkefest, der første gang blev afholdt i 1919.
Kulturhavn Gilleleje, Selskabet Gilleleje Strandbakker og Museum Nordsjælland.