Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Særudstilling i Kulturhavn Gilleleje: Fiskerne fra renæssancen

14. januar 2019 : 7:00 - 28. februar 2019 : 22:00

Gratis

På biblioteket i Kulturhavn Gilleleje, kan man nu få indblik i 1500-tallets fiskerlejer i Gilleleje og omegn. Museum Nordsjælland præsenterer, i en lille særudstilling på bibliotekets 1.sal, fund og viden fra de arkæologiske udgravninger, som er udført i området.

Udstillingen kan besøges i Kulturhavnens åbningstid alle ugens dage fra kl. 07-22

Nordsjælland i almindelighed og Gilleleje i særdeleshed er i dag vel blevet indbegrebet af sommerlandet og ferielandet, hvilket sætter sig markante spor i grundpriserne og salgsannoncernes herlighedsværdier.

Set i det lys, kan det være svært at forestille sig, at denne turistidyl engang var afsides fiskerlejer, hvor besøgende kun sjældent kom over land, og hvor beboerne langt op i tid blev kaldt ‘kineserne’ med henvisning til deres eksotiske, utilgængelige kultur fjernt fra den omgivende bondebefolknings.

Arkæologiske undersøgelser i Gilleleje, og de omgivende fiskerlejer, har løftet noget af sløret for, hvordan overgangen fra sæsonfiskeri til helårsbebyggelse i løbet af 1500-tallet har fundet sted. Særudstillingen i Kulturhavnen viser nogle af de lokaliteter, der er undersøgt omkring Gilleleje samt et lille udvalg af fundene fra udgravningerne.

Det arkæologiske materiale tegner et billede af en udpræget monokultur med kun ét erhverv: fiskeri; helt anderledes end i de samtidige mere bredspektrede fund fra indlandet og fra den kosmopolitiske by Helsingør.

Fiskeknoglerne fra disse pladser, som, takket være tykke lag af sneglehuse, er meget velbevarede, giver et detaljeret billede af, hvilke fiskearter der var aktuelle efter afslutningen på middelalderens sildeeventyr. Fiskernes efterladenskaber kan vække lidt af stemningen af tiden før sommerlandet.

 

Foto af skår (øverst) samt hel krukke.

Skåret er fra en såkaldt Bartmannkrug, som er en stentøjs-drikkedunk fremstillet i 1500-tallet i Køln eller Frechen karakteriseret ved en maske af en skægget mand under randen (deraf navnet) og en tykmavet bug, som har fået hele karret til at ligne en tyk skægget mand. Nogle gange er der også nogle små portrætmedaljoner rundt om bugen, som i det aktuelle skår fra Krogskilde.

 

Foto af 3 der solder.

Museumsinspektør Søren Frandsen og amatørarkæologerne Ebbe Glarborg og Svend Kleffel solder/vasker affaldslag fra 1500-tallets fiskerleje Krogskilde ved Gilleleje, få år før stormen Bodil åd de sidste rester af fiskerlejet.

Detaljer

Start:
14. januar 2019 : 7:00
Slut:
28. februar 2019 : 22:00
Pris:
Gratis
Begivenhed Kategorier:
,

Arrangør

Museum Nordsjælland

Sted

Kulturhavn Gilleleje
Peter Fjelstrups Vej 12
Gilleleje, Nordsjælland 3250 Danmark
+ Google Maps
Telefon
70 23 03 30
Se Sted hjemmeside

MENU