Rundvisning på Æbelholt Klosterruin, den tilhørende medicinhave og i museumsudstillingen. Museumsinspektør Susan Johnsen fortæller torsdag d. 13. juni kl. 15.
Hør om udgravningen af klosterruinen, om Augustinernes rolle som munkeorden i det danske samfund, om klosterets rolle som datidens sygehus og om munkenes brug af plantemedicin fra klosterhaven i Æbelholt.
I henved 400 år fra ca. 1175 – 1550 lå et af nordens største Augustinerklostre i Æbelholt, ved alfarvej mellem Roskilde og Helsingør.
Klostret tog sig af vejfarende, havde sygehus, uddannede præster, holdt herberg for adelen og havde begravelsesret. Klosteret blev efter Abbed Vilhelms død og helgenkåring tillige et meget populært valfartssted for tusindvis af pilgrimme, syge og fattige, der søgte miraklets hjælp eller aflad ved Vilhelms grav.
Udgravningerne af Æbelholt kloster startede i 1935 og lidt efter lidt afdækkedes godt 1100 begravelser af mænd, kvinder og børn Et udvalg er i dag udstillet på klostermuseet sammen med blandt andet lerpotter, lægeinstrumenter, pilgrimstegn, rester af bygningsfundamentet og en runeskrift på ben med en elskovsbesværgelse.
Klosterhaven i Æbelholt med sine knap 100 forskellige lægeplanter til udskillelse af syge væsker og medicinsk behandling er i dag rekonstrueret, med den schweiziske St. Gallen klosterhave som forbillede.
Dato: Torsdag d. 13. juni kl. 15 – 16.30.
Foregår både ude- og indendørs.
Pris: Billetter koster 50 kr. inkl. entré til museet. Billetter købes på Nationalparkbooking. Der er 10 billetter med 20% rabat for medlemmer af museumsforening og Biblioteksklubben i Hillerød – rabatkode: nomus.
Arrangement aflyses hvis der er solgt under 10 billetter.