Museet inviterer amatørarkæologer og andre interesserede til at se udstillingen Hvad kælderen gemte og høre to små foredrag om udstilling og udgravning.
I efteråret 2018 udgravede arkæologer fra Museum Nordsjælland to kældre fra 1600-tallet ved Hillerød Kirke. Efterfølgende har en flok ihærdige amatørarkæologer vandsoldet store mængder jord fra kældrene, så også de mindste fund kom frem. Resultatet af arbejdet har været en masse spændende fund, som kan fortælle mere om den almindelige borgers hverdag i Christian d. 4´s Hillerød.
Arkæologi- og museologistuderende Rikke Sekkelund fra Københavns Universitet har som en del af sit studie lavet en særudstilling om fundene fra 1600-tals kældrene. Pop-up udstillingen Hvad kælderen gemte er resultatet af Rikkes arbejde, og hun vil fortælle om sine overvejelser bag tilblivelsen af udstillingen. Derudover vil museumsinspektør Kjartan Langsted fortælle om resultaterne fra selve udgravningen.
I Elværkets formidlingslokale sætter vi kopper og småkager frem, så der er mulighed for at mødes over en kop kaffe og få snakket med andre amatørarkæologer og detektorfolk. Da der ikke er tilmelding, vil vi bede jer om selv at medbringe kaffen.