Endnu engang præsenterer Museum Nordsjælland en fotoudstilling med 31 spændende og smukke arkæologiske genstande fra Nordsjællands lange historie. Med titlen ‘Hvad siger fortiden?’ refereres til, at genstandene ikke bare taler af sig selv, de kræver en oversættelse, som kan formidle deres historie og deres betydning. En væsentlig del af disse genstandes historie er deres udtryk, deres form og materiale, og alt dette bliver ekstra smukt bragt frem i lyset gennem en fotografs linse. Derfor er udstillingen blevet til i samarbejde med fotografer fra Nationalmuseet og fotograf Philip Nørgaard. Gennem deres virkningsfulde billeder og med en kort arkæologisk præsentation bliver det muligt at opleve, hvad fortiden siger.
Billedet viser en sølv dragtnål fundet i Værløse. Foto: Philip Nørgaard
Så tag forbi fotoudstillingen, nyd billederne, og bliv klogere på din fortid.
Udstillingen vil tage på turné rundt i flere sjællandske kommuner hen over sommeren men begynder i Værløse Bymidte i Furesø kommune fra 10. maj. Herefter vil den fortsætte til Rungsted i Hørsholm kommune, Gilleleje i Gribskov kommune, Helsingør, Hillerød og Fredensborg. Her billede fra fotoudstillingen på Torvet i Hillerød 2020.