I disse tider har vi alle lyst til oplevelser, der foregår under åben himmel. Og selvom museerne så småt er ved at åbne op for publikum, så inviterer Museum Nordsjælland til en udendørs-oplevelse på Torvet i Hillerød i hele juli måned. I samarbejde med professionel fotograf Phillip Nørgaard præsenteres en fotoudstilling med et lille udpluk af de mange fund, som er dukket op på de arkæologiske udgravninger i det sydlige Hillerød siden 2013. I forbindelse med anlæggelse af Supersygehus, Klimapark og den ny bydel Favrholm er der undersøgt både bopladser, offermoser, tørvegrave, affaldslag og meget andet fra især den yngre stenalder og den ældre jernalder.
Med titlen ‘Blik for detaljen’ er det netop detaljerne, der er i fokus. Det er igennem detaljerne, at man fornemmer det tekniske håndværk, materiale- og farvevalget, samt udsmykningen. Man kan næsten sige, at fortidens mennesker for alvor personificeres, når vi så tydeligt bliver præsenteret for omfanget af deres håndværksmæssige evner, deres kreativitet og pyntesyge.
Samtidig gør den fotografiske udstillingsform, at genstandene bliver markant forstørrede, og detaljerne fremstår så meget tydeligere end de ellers gør, når de præsenteres i glasmontrer. De mindste genstande er omkring 1 cm, men her får de hver især lov til at fylde en hel planche, så detaljerne står endnu skarpere.
Der er stor variation i de udvalgte genstande, og deres detaljerigdom er forskellig. Den ældste genstand er 9000 år gammel, mens den yngste er bare 275 år gammel – den blå glasperle er 1800 år gammel. Nogle genstande er af træ og ben, andre er af metal, glas og sten, men hver og én inviterer de til at gå på opdagelse i fortidens blik for detaljen.