Spændende foredrag med arkæolog Pernille Pantmann, der har speciale i moselig. Hun vil især fortælle om moseliget, der blev fundet i Salpetermosen. Mandag d. 24. oktober.
Foredraget er gratis, men tilmelding er nødvendig på bibliotekets hjemmeside.
Da Pernille Pantmann var 12 år gammel, vidste hun, at hun ville være arkæolog. Og den drøm er nu blevet til virkelighed. Pernille Pantmann er uddannet arkæolog og har en Ph.d. med speciale i moselig. Hun er ansat ved Museum Nordsjælland og deltager derfor i udgravninger i hele det nordsjællandske område. I de seneste par år har hun været en del ude i Salpetermosen, hvor det nye sygehus er ved at blive bygget. Og faktisk der, hvor sygehuset skal have sin kælder, fandt Pernille og hendes kollegaer liget af et menneske. Moseliget, der senere er blevet døbt Salpetermoseliget, stammer fra en mand, der blev slået ihjel med en økse for omkring 5.500 år siden.
Pernille Pantmann fortæller levende om sit arbejde, der heldigvis også er hendes passion. Hun fortæller, at arbejdet til tider kan virke som at lægge et puslespil, hvor halvdelen af brikkerne mangler. Et ægte arkæologisk mysterium, hvor Pernille i samarbejde med kollegaer og eksperter fra ind og udland prøver at stykke historien sammen bid for bid.
Salpetermoseliget og mange af de andre fund, der er blevet gjort ude i Favrholm, har gjort Pernille og hendes kollegaer meget klogere på en del af Hillerøds historie, der længe har ligget gemt i det marsklandskab, der om få år skal blive til en helt ny bydel. Hør om de nye opdagelser, og om den nye forskning, der bliver lavet på baggrund af de mange udgravninger i Salpetermosen.
Moseliget og andre genstande fra udgravningerne bliver udstillet i voksenudlånet på Hillerød Bibliotek ugerne 40-44, og kan derfor også ses i forbindelse med foredraget.