AFLYST. Der arbejdes på at finde en ny dato i oktober.
Finn Hjalsted fortæller om sit ophold på Gilleleje kirkeloft natten mellem 6. og 7. oktober 1943. Han er den sidste, der kan give en øjenvidneskildring af den rædselsnat, hvor 60 jøder blev taget på kirkeloftet. Finn Hjalsted fortæller om den hektiske flugt fra København, om opholdet i Gilleleje kirke, arrestationen og hvad der siden skete.
Finn Hjalsted var dengang 15 år og sammen med sin mor på flugt for tyskerne. Det var et psykisk pres at opholde sig på kirkeloftet. Flygtningene hagede sig til håbet om frelse de første timer, men da mørket faldt på, og der ikke kom informationer om en snarlig afsejling med skib fra Gilleleje havn til Sverige, blev stemningen modløs og angsten bredte sig for alvor.
For Finn Hjalsted står forløbet lyslevende i hukommelsen. Det er en fortælling, som ikke kan undgå at gøre indtryk snart 77 år efter og en påmindelse om, at vi skal være opmærksomme på at imødegå overgreb på danske jøder, som stadig finder sted i vort samfund.