Kom til åbent hus i kælderen under Sct. Anna Gade 5 – arkæologerne viser rundt og fortæller om de spændende fund. Torsdag den 7. oktober, kl. 18-20.
Arkæologer fra Museum Nordsjælland har siden maj måned gennemført udgravninger i kælderen under Sct. Anna Gade 5A på hjørnet af Rådhustorvet i Helsingør. Udgravningen har til formål at afdække spor efter den firlængede bygård, der lå på stedet i perioden ca. 1575-1847, og af de mennesker der boede og arbejdede i bygningerne.
Udgravningen i kælderen under Sct. Anna Gade 5A er nu så langt fremskredet, at vi kan vise vores fund frem for interesserede borgere og turister i Helsingør. Der er bl.a. mulighed for at se den brønd, der frem til 1840’erne forsynede folk og fæ i den tidligere bygård på matriklen med vand, og det fine gulv i kælderen under forhuset ud mod Sct. Anna Gade. Desuden vil arkæologerne fremvise potteskår, kridtpiber og andre fund fra kælderen.
Der er adgang i til udgravningen torsdag aften d. 7. oktober imellem kl. 18 og 20. Publikum vil i hold kunne bevæge sig rundt mellem flere formidlingspunkter på torvet foran ejendommen og i selve kælderen. Sidste hold besøgende lukkes ind kl. 19.45.