Jul-julegaver-legetøj

Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv, 2020

Børn på syv år ved allerede i slutningen af november på decimal, hvor lang tid der er til jul(eaften). Det skyldes, at de forbinder jul med julegaver og legetøj. Men hvordan ser det nu ud med den forbindelse, når vi går tilbage i tiden?

Julegaver fik børn allerede i middelalderen; men det er et spørgsmål, om moderne børn ville acceptere disse julegaver som julegaver. For det første var de ikke pakket ind. For det andet var det små portioner af julebaget – klejner, pebernødder og æbleskiver. Det var ikke overraskelsesgaver bestående af legetøj.

Legetøj, der ikke var pakket ind, fik børn i borgermiljøer i 1700-tallet. Og i 1800-tallet fandtes mange forskellige måder at uddele gaver på. Nogle lagde dem på et bord eller under juletræet. Andre hængte dem på træet.

Dukkekomfur af jern fremstillet på Hørsholm Jernstøberi ca. år 1900. En af støberiets arbejdere har lavet det til sin lille pige. Komfuret er givet som gave til museet.

Først i 1900-tallet bliver det skik og brug at pakke gaverne ind og dermed gøre dem til overraskelser og lægge dem under juletræet, der var en tradition importeret fra Tyskland. Samtidig sætter den moderne juleindustri sig tungt på produktionen af alt, hvad der hører julen til, både ting og forestillinger; men små børns glæde ved at give og modtage gaver er trods alt stadig lige smittende.

Drengedukke fra 1910. Hoved, bluse, hænder og fødder er af porcelæn. Bukserne er af stof. Dukken er ikke i museets besiddelse.

Dukke med porcelænshoved fra 1840. Dukken er ikke i museets besiddelse.

Læs mere om


Tags: ,