Museum Nordsjælland har i sin samling en lille kuriositet bestående af ni klædestykker til kvinder. Det drejer sig om ni meget fine eksemplarer af strikkede uldne nattrøjer – alle fra 1800-tallet.
Disse trøjer er tætte og med så små masker, at man dårlig kan forstå, at det har kunnet lade sig gøre at strikke dem. Klassiske og tidløse i facon og snit. De er slet og ret dybt fascinerende håndarbejder.
Den ene af nattrøjerne er kommet til museets Hillerød-afdeling i 1985. Den har i sin tid tilhørt Sidse Nielsdatter, der sammen med sin mand, Christopher, boede i Valby Huse lige syd for Rågeleje/
Blistrup. Sidse levede fra 1826 til 1909 og blev 83 år gammel.
Sidses trøje er rød, som de fleste af de bevarede nattrøjer. Den røde farve, krapfarven, stammer fra den ranglede og klatrende plante Rubia Tinetoria, der vokser i Middelhavsområdet. Farven blev kaldt københavnerrød. Når så mange af trøjerne er røde, skyldtes det formentlig, at farven kraprød var relativt billig.
Nattrøjer blev brugt af høj som lav. Vi ved, at de mest velstillede i samfundet brugte silkestrikkede eller kamgarnsvævede trøjer til at sove i fra 1500-tallet, til de gik af mode i disse kredse hen mod 1700-tallets slutning. Nattrøjerne var oftest importeret udefra og var voldsomt dyre. Silkenattrøjen var højeste mode i 1600-tallets Europa. Det ser ud til, at nattrøjer i strikket uld herefter blev moderne i de mindre velhavende kredse, inspireret af adlens nattrøjer strikket af silke. Nattrøjer findes også i England, Sverige og Norge.
Nattrøjerne blev brugt såvel om natten som om dagen, idet man ved nattetide blot afførte sig det tøj, man kunne undvære for at holde sig varm under dynen. Den inderste trøje, nattrøjen, beholdt man på. Hen mod slutningen af 1800-tallet fik de strikkede nattrøjer af mode, og den næste generation af kvinder foretrak det nye købetøj. Kun på Nordfalster holdt man ved den strikkede nattrøje lang tid efter, at den var forkastet andre steder.
Sidse Nielsdatters nattrøje fra midten af 1800-tallet.