Hillerød Bymuseum inviterer indenfor på Kulturnat Hillerød – vi har aktiviteter for børn og voksne. Besøg vores flotte nye købmandsbutik. Prøv gammeldags lege – og vær med i spændende skattejagt. Der er snobrød og fortællinger i Slotshaven og vores lille café har åbent. Grafisk Museum har arbejdende værksted og de fine gamle trykkemaskiner kører hele aftenen.
Helsingørsgade 65, Jægerbakken. Gratis parkering på Batzkes Bakke. Åbent kl. 17 – 22.
Kan du holde balancen på et par stylter? Hvor mange dåser kan du ramme med én bold? Hvem vinder i sækkevæddeløbet? Hvis I er friske trækker vi også tov på pladsen uden for Bymuseet.
Kom og vær med i vores skattejagt på museet – og få et funklende flot diplom med hjem!
Den gamle købmandsbutik i Tidens Gade holder længe åbent. Børnene kan sælge varer og dreje håndtaget på det gamle smukke kasseapparat eller veje kaffen før det bliver malet i den gamle kaffemølle. Prøv at veje, pakke, slå ind på kasseapparatet og putte i papirposer.
I Have-Grethes Børneasyl kan de helt små svinge de gamle kobbergryder på komfuret, eller give kludedukken en tur i den gamle dukkevogn.
Udstillingen i legetøjsbutikken Onkel Anders holder naturligvis også åbent.
Fortællinger for store og små, både ude og inde. Kom og hør hvordan Hillerød blev til og om tilværelsen på landet og i skovene. Der er gang i kullene fra kulsvierne, snobrødsbagning og fortællinger i Slotshaven om jagtens betydning for folk i Nordsjælland.
De smukke gamle maskiner i Grafisk Museum kører hele aftenen – og du kan være med! Du kan selv prøve at trykke og høre de gamle typografers fortællinger om trykkeriets historie.
Nyd en kop kaffe, te eller kakao med kage til i museets hyggelige cafe.