Søndag den 28. juli kl. 11-16 er Ramløse Mølle ramme for Håndværkets dag. Håndværksmuseet holder åbent med arbejdende skomager- og urmagerværkssted, bødker- og kobbersmedeværksted. Du kan også besøge arbejdende stande i teltboder.
Møllen har p.t. kun to vinger på grund af havari den 2. juli, hvor en vinge knækkede og beskadigede møllen. Så møllen bliver ikke sat i gang. Men vi har en mindre stenkværn, som maler med samme kvalitet som den store mølle, så der kan købes friskmalet økologisk spelt, hvede- og rugmel.
Ramløse Husflid og Holbo Herreds Væverforening og Kronborg Vestre Birks Biavlerforening har teltboder. Derudover deltager en række enkeltpersoner med deres håndværk eller ‘husflid’ – Beth Vigild kommer med hjemmelavede marmelade, saft m.v., Ingrid Landau fremstiller smykker og Gitte Olsen fletter pil.
I år vil der være mulighed for at prøve kræfter med rebslagning og trædrejning. Gæstgiveriet byder på hjemmelavede mølleboller og kaffe/te/vand/saftevand.
Der er gratis adgang til alle aktiviteter og seværdigheder.
Foreningen Ramløse Husflid kommer med et bredt udvalg af medlemmernes produktioner – bl.a. af filtede ting, strik, hæklede og vævede arbejder. En ‘foreningstaske’ er med på syholdets repetoire. Det samme gælder Patchwork-tæpper og -billeder.
Medlemmer af foreningen vil arbejde med strik, hækling, vævning og syning, og der er mulighed for en snak om håndarbejdet og foreningens mange aktiviteter.
Foreningen blev startet i foråret 2012 af en flok håndarbejdsglade kvinder fra Ramløse og omegn og kom hurtigt op på omkring 100 medlemmer. Aktiviteterne er udvidet siden, så der ud over nørklecafé på torsdage nu også er vævning og syning af patchwork på onsdage. Foreningen har hjemsted i RAM-huset.
Medlemmer fra Holbo Herreds Væverforening viser strikning, vævning, filtning, knipling og trædrejning og demonstrerer forskellige teknikker i arbejdende værksteder. Desuden vises hvordan råulden forarbejdes til garner ved kartning og spindning og der er en særlig væv, hvor børn kan prøve at væve.
Gitte Vestergård kommer med sin is-vogn med is fra hendes og hendes mands gård, Kollerødgård, ved Smidstrup. Isen er lavet på gården af mælken fra egne køer.
Kollerødgård Is blev kåret som Gribskovs bedste is i 2016 – og smager rigtig godt!