Fotoudstillingen ‘Udsyn & Indsigt: Et kongeligt jagtlandskab i verdensklasse’ åbner søndag d. 6. november ved Eremitageslottet i Jægersborg Dyrehave.
Udstillingen består af 26 smukke billeder af fotografen Peter Leschly og viser det kongelige jagtlandskab i Gribskov, Store Dyrehave ved Hillerød samt Jægersborg Hegn & Dyrehave. Parforcejagtlandskabet er fotograferet fra himlen med drone og på forskellige årstider: Den grønne sommer, det gyldne efterår og den snehvide vinter.
Udstillingen kan ses ved Eremitageslottet i Jægersborg Dyrehave fra d. 6.- 30. november. Ved åbning d. 6. november er der også Hubertusjagt.
Billederne giver en indsigt i Parforcejagtlandskabets storhed og betydning for Danmarkshistorien. Udstillingen indeholder også en række åbne spørgsmål om begreber som magt, ære, dannelse og natursyn, som kan skabe stof til samtale og eftertanke. Intentionen er visuelt at skabe historisk indsigt samt et aktuelt, mentalt og internationalt udsyn.
Udstillingen er støttet af Nationalpark Kongernes Nordsjælland og Rudersdal Kommune, og Hubertusdelen i samarbejde med Sportsrideklubben. Bag udstillingen står organisationen bag Parforcejagtlandskabet, der et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Museum Nordsjælland, Rudersdal Museer, Det Grønne Museum, VisitNordsjælland samt Fredensborg, Gribskov, Hillerød, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal kommuner.
Læs mere om udstillingen ‘Udsyn & Indsigt: Et kongeligt jagtlandskab i verdensklasse’.