Søren Frandsen vil fortælle om tiden efter 1864, hvor nederlaget til Tyskland og tabet af Sønderjylland kom til at berøre alle. Folkesjælen blev dybt såret og der opstod sønderjyske foreninger overalt i landet til støtte for genforeningstanker. Mere konkret blev dannet skytteforeninger, der skulle træne landets mandlige befolkning til den revanche mod tyskerne, der måtte komme. I denne sammenhæng indgik fysisk træning som en vigtig del. Skytte- og gymnastikforeninger så dagens lys overalt i landet.
Med udgangspunkt i Helsinge Skytte- og Idrætsforening tegnes et billede af forholdene i et nordsjællandsk lokalområde i slutningen af 1800-tallet. Hvordan blev tingene organiseret i de nye foreninger og hvad betød den nye folkesag socialt set i lokal samfundene ?
Foredraget afholdes i forbindelse med DR`s serie ”Historien om Danmark”, hvor afsnittet, der bringes lørdag 7. oktober, relaterer til emnet.
Foredragsholder: Museumsinspektør Søren Frandsen, Museum Nordsjælland.