August 2023, Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Favrholm er igen blevet attraktivt

Supersygehuset og de mange kommende veje og udstykninger har givet arkæologerne unikke muligheder for at undersøge Favrholms lange kulturhistorie. Senest med udgravninger af et omfattende bopladsområde på næsten 50.000 m2. Vi kan se, at folk flyttede til området allerede i ældre jernalder, omkring 500 år før Jesus blev født. Og deres efterkommere flyttede faktisk først derfra i midten af 1500-tallet. Folk har altså boet i området i næsten 2000 år, indtil kong Frederik 2. nedlagde de middelalderlige landsbyer Egespur og Skyrød, og tvang indbyggerne til at flytte.

Museum Nordsjællands arkæologer har de sidste par måneder gravet ved Favrholm. Her peger de på nogle af de mange gruber, der er gravet oveni og ved siden af hinanden.

Vandet var attraktivt i jernalderen

Grønne områder med fokus på klimasikring til at aflede vand er væsentlige elementer, der kommer til at kendetegne Favrholm. I jernalderen flyttede folk faktisk til Favrholm på grund af vandet. Dengang var klimaet vådere, og området bestod af mange flere små vandhuller end i dag, hvilket var særdeles gunstigt for kvæghold. Kvæget kunne nemlig græsse på de fugtige områder. Blandt vandhullerne lå der små tørre holme, som var eftertragtede til boligbyggeri. Her byggede man i stor stil huse og andre bygninger, og man gravede hundredvis af gruber.

I jernalderen byggede man også typehuse

Husene var den ældre jernalders svar på typehuse. Man byggede dem på samme måde over store områder, faktisk i store dele af Danmark, dog med små variationer. Husene var aflange, og havde indvendigt to parallelle rækker træstolper, der bar taget. Man boede i den ene ende og havde husdyr i den anden. Væggene var lavet af ler, men det våde klima betød, at beboerne ofte måtte reparere væggene og grave nyt ler op. Det smarteste var at grave leret op, hvor det skulle bruges: lige ved siden af husene. Selvom arkæologerne har fundet flere hundrede gruber, har landskabet ikke været gennemhullet. Når man havde repareret væggene med det opgravede ler, fyldte man nemlig gruberne op med affald, eller brugte dem som ildsteder eller lagre. Derfor finder arkæologerne også flere spændende fund i gruberne, blandt andet kogekar, redskaber, dyreknogler, velbevarede insekter og mystiske ornamenterede lerblokke.

Dokumentationen er en vigtig del af en hver arkæologisk udgravning. Her er arkæolog Mette Kjelstrup i gang med at tegne én af gruberne.

Den nye bydel er en del af en tusinde år gammel tradition

Desuden strækker gruberne sig over næsten 2000 år. Mange gruber er derfor gravet oveni hinanden, fordi forekomster af godt ler kun ligger i bestemte lommer i jorden. Samtidig var det ikke kun væggene, der jævnligt skulle repareres. Det våde klima og det våde landskab betød nemlig, at de nedgravede træstolper rådnede efter 50-100 år. Så byggede man nye huse et andet sted, og derfor skulle der også graves nye gruber til ler.

Igennem tiden er det derfor ikke kun husene, byggeskikken og folkene, der har ændret sig, men også landskabet. Alle disse ting er ledetråde i et stort puslespil om Favrholms kulturhistorie, og når folk flytter ind i den nye bydel, bidrager de også til en lang tradition om det attraktive Favrholm.

De sidste rester af husene finder arkæologerne under muldjorden i form af stolpehuller. Her er de to parallelle rækker af stolper, der har båret husets tag, markeret med rød- og hvidstribede stokke.