Seneste fund ved Flyvestation Værløse

Udgravning af kulturlag fra bondestenalderen

Vintervejret har endnu ikke forhindret arkæologerne i at arbejde udenfor på den tidligere Flyvestation Værløse. Seks arkæologer fortsætter ufortrødent med at udgrave et kulturlag fra den mellemste del af bondestenalderen.

arkæologisk udgravning, museum nordsjælland
Kulturlaget ligger på en sydvestvendt skråning ned mod et lavtliggende, fugtigt område ved Jonstrup å. På området skal der senere anlægges grønne arealer og et regnvandsbassin.

Museum Nordsjælland har i 2016 udgravet resterne af et langhus kun få hundrede meter fra kulturlaget. Også huset dateres til den mellemste del af bondestenalderen.
I kulturlaget er der indtil videre fundet store mængder flintaffald fra fremstillingen af datidens redskaber. Blandt redskaberne er knive, økser, segl og en pilespids. Også skår fra lerkar ligger spredt i laget.

Soldning bringer små fund frem

Som et led i udgravningen tager arkæologerne en del af jorden op i store sække. Efter nytår fortsætter jagten på fund i en af flyvestationens gamle hangarer, hvor der blevet er opstillet et anlæg til soldning af jorden. Ved denne nænsomme metode spules selv de mindste fund frem med vand. Der er derfor store forventninger til det nye års fund.
arkæologisk udgravning, museum nordsjælland