Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv, 2020
Irriterende ventetid på perronen, busser, der ikke passer sammen med hinanden eller med Kystbanen. Muskelspændingsfremkaldende køkørsel på motorvejen. Det er en jævnligt tilbagevendende oplevelse for de mere end 2/3 af Hørsholms erhvervsaktive indbyggere, der pendler ud af kommunen for at arbejde. Ligesom det er for den store, men dog mindre gruppe, der pendler ind i kommunen.
Men der er en forskel på de to grupper. Hørsholmerne tager først og fremmest til København, Birkerød, Lyngby-Tårbæk og Gentofte. Her bestrider de relativt høje og vellønnede stillinger inden for service og handel. Indpendlerne har lavt lønnede jobs inden for service og handel. I øvrigt kommer indpendlerne især fra kommunerne nord og øst for Hørsholm
København var og er en stor hovedstad til så lille en befolkning, som den danske. Dens betydning som marked har derfor været meget stor for Hørsholm. Dens status som residensstad for de danske konger har ligeledes haft stor betydning. De danske konger og deres hof har brugt Nordøstsjælland og derunder Hørsholm som deres legeplads.
Myldretidstrafik på Helsingørmotorvejen 2004.
Derfor blev den første moderne hovedlandevej i Danmark anlagt fra København til Fredensborg Slot over Hørsholm Slot, selvom vejen fra København til Roskilde måske var den mest befærdede. Denne såkaldte kongevej blev anlagt 1764-75. Anlæggelsen af vejen fra Usserød til Helsingør med Kronborg Slot skal ses i samme lys. Den blev anlagt i perioden 1779-91.
Bønderne i 1700-tallets Hørsholm nød godt af storbyens nærhed. I deres vogne kunne de køre til København. Her kunne de til slagteren afsætte den ko eller kalv, der havde været bundet til vognen under turen. Huder til garverne såvel som tørv og trækul solgtes samme sted. På hjemturen kunne bonden glæde sig over penge i pungen eller et nyindkøb. Det kunne være en jernbilæggerovn, der skulle skaffe varme i stuen, eller en kobberkedel til ølbrygningen. Eller et stueur, der skulle sprede den moderne tidsopfattelse i de lavloftede stuer.
Landmændene i 1800-tallets Hørsholm nød i endnu højere grad økonomisk godt af storbyens nærhed. København havde vokseværk. Det krævede fødevarer, hvoraf Hørsholm leverede mange kartofler i forhold til sit areal. Megen mælk er ligeledes blevet kørt herfra til København. Det samme gælder havre, der kan sammenlignes med vore dages olie, fordi den var det nødvendige brændstof til den vigtigste ikke menneskelige kraftkilde – hestene.
Et iøjnefaldende element i 1700-tallets og 1800-tallets sociale landskab her på egnen var større landejendomsbesiddere, der ikke stammede fra bondestanden. Proprietær A.A. David (1794-1868) var en af dem, der fik størst betydning. Han ejede en overgang Rungstedgård, Rungstedlund, Sømandshvile og Folehavegård. Han var sognerådsformand 1842-47, medlem af amtsrådet, formand for Frederiksborg Amts Landboforening og folketingsmand 1854-58.
Hørsholm rykkede nærmere på København i 1897. Da åbnede Kystbanen, der dengang kun var tosporet til Rungsted. Indtil da havde der været tre langsommere muligheder for at komme fra hovedstaden til Hørsholm. Enten kunne man tage den damper, der sejlede op langs kysten, og som lagde til ved Rungsted. Eller man kunne køre ad Strandvejens sandede hjulspor. Eller man kunne tage dagvognen til Holte, hvorfra man med Nordbanen fra 1864 kunne komme til København; men med de nye eksprestog, der blev sat ind år 1900, blev rejsetiden dramatisk nedsat.
Kystbanen muliggjorde, at Hørsholm udviklede sig til en forstadskommune. Det skete ikke med ét slag, og i første omgang var det kun Rungsted og omegn, der blev en forstad til København. I 1930 var det således lidt under 25 % af skatteyderne i Rungsted, der arbejdede i København. I kommunen som helhed var det godt 10 % og i Usserød under 2 %. Rungsted var blevet en forstad til København på linje med Hvidovre og Rødovre; men hvor Rungsted var de store indkomsters holdeplads, husede Hvidovre og Rødovre arbejdere og lavere funktionærer.
Morgentrafik på Kokkedal station 2004.
I 1943 – da 2. verdenskrig var på sit blodigste fik Hørsholm Kommune sin første plan for den fysiske udvikling – en dispositionsplan. Den var udformet af den berømte arkitekt Steen Eiler Rasmussen. Planen var helt klart et udtryk for et forsøg på at passe Hørsholm Kommune ind i Storkøbenhavn.
Indtil 1953 hed kommunens politiske ledelse sognerådet og dets formand sognerådsformand. Fra da af hed det kommunalbestyrelse og borgmester. Hørsholm havde nemlig på linje med andre omegnskommuner fået det, der hed Gentoftestatus. At de hørsholmske politikere ønskede det, skyldtes, at de stræbte efter at komme til at ligne ‘rigtige’ byer, nu efter at kommunen var kommet inden for storbyens tryllekreds.
Danmarks første motorvej indviedes i 1956. Den gik fra Jægersborg til Brådebæk. Året efter indviedes forlængelsen fra Brådebæk til Brønsholm. På samme måde som 200 år tidligere var Nordøstsjælland blevet forkælet med trafikforbindelser. Motorvejen forøgede antallet af pendlere fra hele Hørsholm Kommune; men tiden siden da har set to tendenser. For det første er antallet af pendlere øget voldsomt. Og for det andet pendler hørsholmerne ikke længere entydigt ind til København. De pendler også til andre steder i det storkøbenhavnske område. Hørsholm er blevet en del af metropolen – en velstående del i modsætning til andre dele af storbyområdet, hvor de sociale problemer er så store, at man taler om ghettodannelse.
Læs mere om
Tags: Befolkning, Infrastruktur, Landbrug