Usserød Bryggeri 1859-1989

Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv, 2022

I over 100 år blev der brygget øl i Usserød. Det var et såkaldt hvidtølsbryggeri, der fremstillede øl med et lavt alkoholindhold indtil 1970. Derefter stod produktionen på mineralvand og æblemost, mens man forhandlede en række ølmærker fra andre bryggerier.

Det var en efterkommer af en svensk indvandrer, bryggerkarl Christian Nielsen, der i 1859 startede brygningen i et købt hus i Usserød. Han havde lært faget af sin far og havde arbejdet som bryggerkarl ved den avlsgård, som hørte til Den militære Klædefabrik. Ølbrygning var på dette tidspunkt et håndværk, der blev bedrevet efter metoder, der ikke havde ændret sig siden middelalderen. Det krævede ikke flere forudsætninger at brygge øl, end mange almindelige tjenestepiger havde, så det var let at gå ind i faget. Øllet, der blev brygget var ikke særlig stærkt, omtrent som nutidens hvidtøl.

Usserød Bryggeri og dets medarbejdere i 1905. Foto fra Frederiksborg Amts Avis 1984.

I 1890’erne blev bryggeriet solgt til gæstgiver Christian Christensen fra Skotterup. Han indledte en udvidelse og modernisering, der gjorde bryggeriet temmelig moderne. Det var en udvikling, der fortsattes under en ny ejer ved navn Julius Wilhelm Wilken, således at bryggeriet gik fra at være en håndværksmæssigt drevet virksomhed til at blive en industrivirksomhed med 5 eller flere ansatte i starten af 1900-tallet.

I 1917 ændredes beskatningen af øl og brændevin, så det blev billigere at drikke bayersk øl end den hidtidige foretrukne kombination af brændevin og hvidtøl; men den nye ejer ønskede ikke at starte en ny produktion af bayersk øl, som krævede dyre investeringer. Desuden var han efter sigende modstander af de stærke ølsorter. I stedet startedes en produktion af mineralvand op i 1930, og fra 1939 begyndte man at producere æblemost på lokalt dyrkede æbler. Det blev en stor succes.

Øl etikette fra Usserød Bryggeri. Venligst stillet til rådighed af Ole Olsen.

Bryggeriet havde stor lokal betydning. Det havde en del ansatte. I 1941 var der således 15 ansatte, og virksomheden var en del af et industrielt miljø sammen med Den militære Klædefabrik (135 ansatte) og Usserød Mølle (10 ansatte). Den leverede drikkevarer til folk i Usserød og omegn. Og den blev centrum for en lokal tradition, hvor man kunne aflevere sine egne æbler og få lavet most af dem mod betaling. På den måde blev Usserød Bryggeri en del af det at være fra Usserød.

Bryggeriet lukkede i 1993, men bryggeriets bygninger eksisterer stadig.

Folk kommer med egne æbler, der vejes og lægges i containere. De kunne få lavet most af æblerne mod betaling, 1989.

Se flere fotos af Usserød bryggeri på arkiv.dk.

I Hørsholm Egns Museums årbog 2001-2002 er der en længere artikel af Mogens Sander Hansen om Usserød Bryggeri.

Læs mere om


Tags: , ,