Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv, 2007
Hvor Rådhusparken ligger i dag, lå der mellem år 1900 og 1966 et jernstøberi – Hørsholm Jernstøberi. Det startede som en enkeltmandsvirksomhed; men blev i 1920 et selvstændigt aktieselskab under koncernen Nordiske Metalvarefabrikker. Året forinden havde virksomheden fået en ny leder – nemlig ingeniør Peter Tang Holbek, søn af ejeren af Ringkøbing Jernstøberi. 1935 overtog han selv virksomheden
Peter Tang Holbek overlod ledelsen af virksomheden til sin søn, støberitekniker Einar Tang Holbek i 1949, og Hørsholm Støberi forblev en familieejet og familiedrevet virksom indtil sin lukning. Den af familien, som huskes bedst i dag, er måske direktør Gunnar Tang-Holbek, der var sognefoged, hjemmeværnsmand og ivrig atletikudøver i den lokal klub Hjorten. Men også Einar huskes – måske mest fordi han blev verdensmester i bueskydning.
Støbejernet blev fremstillet på den måde, at store blokke af gammelt jern blandedes med cinders i en ovn, der blev varmet op til mange hundrede grader. Når temperaturen nåede et vist niveau, smeltede jernet og blev flydende. Det flød ned mod bunden af ovnen. Her kunne den flydende masse tappes ud. Jernet løb ned i en såkaldt ske, hvis indhold vejede 50 kg. To mand kunne klare 20-30 skeer på en dag – det vil sige mellem 1 ton og 1,5 ton.
Det flydende jern løber ned i en såkaldt ske. Hørsholm Jernstøberi 1965.
Skeen med jernmassen blev båret hen til og hældt ned i støbeformene. Efter endt støbning havde emnerne kanter og grater, som var uhensigtsmæssige. De blev fjernet ved sandblæsning.
Gennem årenes løb fremstilledes mange forskellige slags støbegods på Hørsholm Jernstøberi: bundklar til store maskiner, bremsetromler, skrivemaskindele og låg til de telefonkasser, der før i tiden sad uden på husene; men som det ses på fotografiet her på siden, kunne de ansatte også ind imellem lave noget til eget brug.
Dukkekomfur fremstillet på Hørsholm Jernstøberi.
Tungt kunne arbejdet være. Det er allerede nævnt, at to mand i løbet af en dag kunne komme op på at bære 1 til 1,5 ton flydende jern. Varmen var også et problem, ligesom flyvende gnister var daglig kost, som tog hårdt på arbejdstøjet. Det kom aldrig med hjem. Man gik med det, til det ikke kunne mere. Heldigvis var der bademuligheder.
Lønnen for ufaglært arbejde var ca. 125 kr. – ikke i timen, men om ugen – omkring 1950. Senere fik f.eks. en tillært former 135-140 kr. om ugen. Det var ikke meget sammenlignet med andre steder, og et kilo kaffe kostede immervæk mellem 14 og 17 kr. i 1950’erne. Måske hang det sammen med det nærmest patriarkalske forhold mellem ledelse/ejere på den ene side og de ansatte på den anden.
Det flydende jern hældes ned i en støbeform. Hørsholm Jernstøberi 1965.
Læs mere om
Tags: Erhverv