Arkæolog og museumsinspektør Esben Aarsleff, Museum Nordsjælland fortæller om de arkæologiske udgravninger og de nyeste fund.
Gratis adgang, alle interesserede er velkomne, ingen tilmelding.
Mødested: Ved skurvognen over for Salpetermosevej 43 i Hillerød.
Fem søndage i træk inviterer Museum Nordsjælland alle interesserede til at opleve nogle af de mest spændende fundsteder i landsdelen. Fem af museets dygtige fagfolk har udvalgt hver deres yndlingssted. Her vil de formidle de historier, som landskabet gemmer på – og den viden, som de arkæologiske undersøgelser har bragt frem i lyset.
Se hele programmet her: Museum Nordsjælland Fortiden i landskabet
Forud for anlæggelsen af det nye supersygehus i Hillerød foretager Museum Nordsjælland omfattende udgravninger. Placeringen af sygehuset i kanten af den gamle Salpetermose har været noget af et lykketræf for arkæologerne, da dette område var ganske attraktivt gennem flere perioder af oldtiden. Især i yngre stenalder og jernalder har man været tiltrukket af nærheden til Salpetermosen, som oprindeligt har været en stor indlandssø. Dette betyder, at der er fremkommet ganske omfattende spor efter datidens bopladser, med alt hvad dertil hører af huse og affaldslag. Fundene spænder vidt fra ofringer af dyr i moserne, til hverdagsgenstande fra en typisk husholdning.
Ved omvisningen vil der blive præsenteret en række af de nyeste resultater og man kan desuden se et udvalg af fundene fra årets udgravninger.