
- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Laugø Smedje åbnings dag
15. juni 2019 : 11:00 - 14:30
Gratis
Laugø-smedene åbner sæsonen 2019
Det arbejdende værksted på Laugø Smedje holder åbningsreception lørdag d. 15. juni kl. 11 med taler og skål for en ny sæson og det er ganske gratis for alle at komme og se smedene arbejde og at prøve håndværket selv.
Sammen med METAL Nordsjælland driver Museum Nordsjælland den gamle smedje i den lille, idylliske Laugø Landsby ved Helsinge. Fire seniorsmede demonstrerer det gamle håndværk, og de kan godt bruge et par hjælpende børn. På plænen kan man forsøge sig med hesteskospil og i smedjen kan man se de værktøjer som gennem tiden er blevet brugt, og fremstillet, af smeden. Han var en betydningsfuld håndværker i landsbyen, når han med sin hammer, tang og ambolt kunne forme det glødende jern og stål til mange nyttige ting. Det gav en særlig respekt at han kunne fremstille ikke bare sit eget værktøj, men også værktøjet til de andre håndværkere og til landbruget.
I Laugø kan smedehåndværket spores tilbage til 1600-tallet, men der har sikkert været en smedje i landsbyen helt fra den blev grundlagt i middelalderen. I den nuværende bygning har der været smedje i mere end 100 år. Den blev drevet helt frem til 1980, og siden da har værkstedet stået uforandret.