Udstillingen er arrangeret af Nakkehoved Fyrlaug i samarbejde med Museum Nordsjælland og kan ses i caféen på Nakkehoved Vestre Fyr i fyrmuseets åbningstider.
Bjørn startede som amatørfotograf i 1955. Der var ingen automatik. Hvis han ville have skarpe billeder med den rigtige belysning, måtte han prøve sig frem, så han lærte fotografiets kunst fra bunden af. Denne viden fra barndommen bruger han stadig, selv om det kamera, han bruger nu, er fyldt med alt mulig automatik – men som også har manuelle indstillinger, som han tit benytter for at få specielle effekter frem.
Selv om Bjørn har leveret fotos til diverse blade og lokalaviser, har han aldrig fået betaling (på nær en gang, hvor han fik en 100-kr. seddel for en kopi i A4-format).
Til gengæld blev hans evner som autodidakt fotograf opdaget ved en tilfældighed ved en selskabelig sammenkomst i Charlottenlund sommeren 2015, hvor han og hans hustru var inviteret og hvor Bjørn havde en kopi af et af hans fotografier med.
Dette fik store konsekvenser for dem begge. For, så havde milliardær fruen Susanne Durst fra New York set mulighederne og hun tilbød Bjørn en fotoudstilling på Broadway, Manhattan med alt betalt (også fly og stor suite på 5-stjernet hotel).
Som sagt så gjort. Udstillingen fandt sted fra den 14. juni – 13. september 2016, hvor 19 fotos i størrelsen 120 x 80 cm blev udstillet i lobbyen på Den Amerikanske Nationalbanks hovedkvarter.
Til ferniseringen var indbudt ca. 50 gæster, bl.a. formanden for FN’s Generalforsamling Mogens Lykketoft m/frue, Det Danske Generalkonsulat og Den Danske Sømandskirke i New York samt en række betydningsfulde forretningsfolk fra Manhattan.