Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Debataften: Kultur eller Natur? – det er spørgsmålet

19. september 2022 : 19:00 - 21:00

85 kr.

Kom til debataften på Museum Nordsjælland i Hillerød mandag d. 19. september.

I disse år tales der meget om at skabe mere natur, fordi naturen og biodiversiteten er under pres. Men deri ligger der et paradoks, for er natur noget man skaber? Eller bliver natur, som planlægges, designes og vedligeholdes, egentlig mere et udtryk for kultur (altså menneskelig indgriben) snarere end natur? Den natur eller det landskab som de fleste i dag opfatter som ‘naturen’, er jo også i høj grad skabt af mennesker. Så hvad ligger der i udtryk som ’naturgenopretning’, ’erstatningsnatur’, ’oprindelig natur’ og ’urørt skov’, som alle er udtryk der indgår i forskellige naturprojekter.

Disse og mange andre afledte spørgsmål vil blive taget op til debat med dette arrangement, hvor Skovridder i Naturstyrelsen Nordsjælland Jens Bjerregaard Christensen, byplanlægger ved Hillerød Kommune Frode Andersen og museumsinspektør og ph.d. på Museum Nordsjælland Pernille Pantmann vil bidrage med deres syn på relationen imellem kultur og natur.

Museum Nordsjælland er vært for arrangementet, og det er vigtigt at understrege at museet ikke er modstander af natur, blot er museet optaget af at sætte fokus på, at natur og kultur ofte er to sider af samme sag.

Kom, lyt, og giv et besyv med når vi denne aften debatterer ‘Kultur eller Natur – det er spørgsmålet?’
Der vil være en indlagt pause, hvor man kan nyde en forfriskning, som er inklusiv i prisen.

➤ Frode Andersen – landskabsarkitekt og byplanlægger i Favrholm: Natur i byplanlægning – hvordan?
Hvordan balancerer man naturen i forhold til alle de andre hensyn og kvaliteter i planlægningen af et 300 ha stor ny bydel? Kan natur, klimasikring og rekreative funktioner kombineres? Hvornår er noget natur, hvem har den værdi for, og bliver der mere eller mindre natur når et område byudvikles?

➤ Jens Bjerregaard Christensen – Skovridder: Fra kulturskov til urørt skov og Naturnationalpark. – Hvorfor det og hvad kommer det til at betyde? Naturnationalpark Gribskov skal gennem vild natur bidrage til at styrke biodiversiteten i området. Samtidig skal parken bidrage til spændende naturoplevelser, ro og fordybelsesmuligheder samt friluftsliv. Men hvordan balancerer man alt dette?

➤ Pernille Pantmann – arkæolog: Er den naturlige natur nu også så naturlig? Mennesket har altid både været påvirket af naturen og selv påvirket naturen. Den danske natur er således et historisk vidnesbyrd om menneskets tilstedeværelse til forskellig tid og på forskellig vis. Derfor skurrer det lidt i en arkæologs øre, når der er tales om at skabe ”urørt skov” og ”oprindelig natur”, for findes disse to ting i den danske natur eller kan det skabes? Og er det så natur eller kultur?

Praktisk

Museum Nordsjælland, Frederiksgade 9
Mandag d. 19. september, kl. 19-21.

Pris: 85 kr. –  65 kr. for medlemmer af Museumsforeningerne og Hillerød Biblioteksklub.

Køb billet på billet.dk.

 

Detaljer

Dato:
19. september 2022
Tidspunkt:
19:00 - 21:00
Pris:
85 kr.
Begivenhed Kategorier:
,

Arrangør

Museum Nordsjælland

Sted

Museum Nordsjælland, Hillerød
Frederiksgade 9
Hillerød, 3400 Danmark
+ Google Maps
Telefon
7217 0240
Se Sted hjemmeside

MENU