Søndag den 29. maj kl. 10-16 afholder Jagt- og Skovbrugsmuseet og Museum Nordsjælland – Hørsholm den traditionsrige museumsdag. Årets tema er Jagt fra oldtid til nutid og som altid vil der være masser af aktiviteter, som man selv kan deltage i. Flinthugning, skydning med luftbøsse eller bue og pil, flåning af fasaner, vildt på scene og grill,konkurrencer, støbning af spor, snobrød og verdenskulturarv. Der er noget for alle aldersklasser og interesser.
Nogle tror, at museer er støvede, kedelige og aldrig rammer noget, man er interesseret i. Men tro om igen! De er ofte spændende, interessante og lige i øjet! Prøv det selv, når de to museer byder på masser af aktiviteter og muligheder: Smag på vildtkebab, se flinthuggeren lave jagtredskaber og prøv selv at hugge flint, følg ræven rundt i udstillingen, se schweiss-hunde gå på spor eller jagthunde på arbejde i vand og til lands, skrab et hjorteskind med en flintskraber og hør om jagtredskaber i stenalderen, se en råbuk blive flået og undersøg selv hvordan fasanen ser ud indeni, skyd med bue og pil – eller luftbøsse, støb dyrespor og bedøm skudafstand, lyt til en koncert med jagthornsblæsere mens du bager snobrød eller hjælp ”besuchknechten” med at blive klar til parforcejagten.
Kom og vær med den 29. maj 2016. Vi er sikre på, at det bliver et pletskud!
Læs meget mere om Museumsdagen 2016 eller print program for dagen