Museumsinspektør Pernille Pantmann holder foredrag om kvinderoller i Vikingetiden.
Foredraget tager udgangspunkt i den traditionelle opfattelse af kvinden som husmor og husfrue, hvilket skulle symboliseres igennem nøglen.
Et studie af gravlagte kvinder fra vikingetiden indikerer imidlertid, at denne forklaring er langt fra dækkende. Nøgler i kvindegrave bør i stedet skærpe vores opmærksomhed, idet der da vil være tale om særlige kvinder, der har haft en ganske speciel funktion i samfundet – måske ligefrem en nøglefunktion?
Kvinderoller i vikingetiden var langt mere nuancerede, end man tidligere troede, således var hovedparten ganske givet husmødre med alt det ansvar det indebar, men der var også plads til, at nogle kvinder kunne indtage andre roller, måske sideløbende med de “almindelige”.
Foredraget af ca en times varighed finder sted kl. 15.00 i Kedelhuset i Hillerød. Efter foredraget er der mulighed for en forfriskning (en øl eller en vand) på museet i Frederiksgade, og en omvisning i særudstillingen; ”Freja og Evas døtre – Kvindesyn fra Oldtid til Nutid”
Foredragene er gratis. Entre på museet 25 kr. + øl/vand 10 kr.