En dag for omtrent 7500 år siden blev denne fem-seksårige dreng begravet på en boplads ved bredden af stenalderfjorden ved Nivå. Vi kender ikke dødsårsagen. Undersøgelser af barnets tænder og knogler viser, at han var et sundt barn, som ernæringsmæssigt havde haft en god opvækst.
Det døde barn blev svøbt i dyreskind, som var farvet med rødbrændt okker, og lagt i en dyb grav. Der var ingen gravgaver med, sådan som det ellers var sædvane i stenalderen, men i munden var anbragt en tilhugget sten, der havde form og størrelse som en tunge. Betydningen er uvis, måske var det et symbol på drengens talegaver?
Målinger af knoglernes indhold af kulstof fortæller, at 70 % af drengens kost kom fra havet. Dyreknoglerne, der er fundet på bopladsen viser, at man blandt andet fangede torsk, fladfisk og sæler. I den tætte skov på fjordens bredder jagede man først og fremmest rådyr, kronhjort og vildsvin. Vildkat, ulv og bæver nedlagde man sikkert for pelsens skyld.
Drengens ansigtsknogler var så velbevarede, at der kunne fremstilles en rekonstruktion af ham. Han har lignet os, blot var han ikke særlig høj af sin alder.
