Hvad handler ph.d.’en om?
Ph.d’en handler om hvordan vådområder traditionelt er blevet forstået i både dansk og europæisk arkæologi og hvorfor denne forståelse ikke længere passer med den arkæologiske virkelighed i Nordsjælland.
Problemet har været at vi i arkæologien er præget af vores egen tid, eller den tid hvori arkæologien opstod som fag (midten af 1800årene). I midten af 1800årene var man netop for alvor begyndt at dræne.
Defining Wetlands: New perspectives on wetland living with casestudies from early Iron Age in North Zealand, Denmark af Pernille Pantmann. Download Ph.d.-afhandling på Saxo-Instituttets hjemmeside.
Dansk resumé
Denne afhandling tager udgangspunkt i vådområder med lokaliteten Salpetermosen Syd, i Nordsjælland, som det primære case study suppleret af flere forskellige nordsjællandske lokaliteter. Selvom emnet er geografisk og tidsmæssigt begrænset til ældre jernalders Nordsjælland, er hele formålet med afhandlingen at nedbryde vanetænkning og kasseinddeling. Det er således ikke afhandlingens formål, at vådområder skal have et ensidigt fokus, at de skal have særlig opmærksomhed eller, at de skal forstås separat fra al anden forhistorisk arkæologi. Tvært imod er en af de væsentligste pointer, at vådområderne skal integreres i alle aspekter af den arkæologiske virkelighed, eftersom de har spillet en væsentlig rolle i en lang række sammenhænge at dømme ud fra talrige fund i, og omkring, vådområderne igennem hele forhistorien.
Vådområder er brugt som et medium igennem hvilke nogle mere grundlæggende spørgsmål adresseres. Afhandlingen beskæftiger sig således med, hvordan den arkæologiske opfattelse og tilgang har rod i den modernistiske tankegang, som opstod i slutningen af det 18. århundrede. Iflg. denne tankegang skulle der skabes orden i kaos, hvilket kunne gøres ved at opdele, typologisere, klassificere og kategorisere genstande og fænomener. Dette blev siden en væsentlig del af den processuelle arkæologi, hvor alting skulle måles og vejes. Senest har den naturvidenskabelige tilgang til arkæologien betydet en ny fase af målbar arkæologi, hvor resultater skal kunne efterprøves og gentages i lighed med naturvidenskabelige forsøg for at kunne opfattes som valide. Denne historik gennemsyrer den konventionelle arkæologi, og det er afhandlingens postulat, at dette i nogen grad skaber benspænd for forståelsen af det menneskelige aspekt af forhistorien.
Kategoriseringer har ofte medført dikotomier, der i nogen grad resulterer i det, der i afhandlingen benævnes arkæologiske inkonsekvenser. Det postuleres endvidere, at de arkæologiske behov for at separere, opdele og klassificere i højere grad skyldes et ønske om at lette, snarere end at øge, den arkæologiske forståelse af forhistorisk tankegang og handlingsmønstre. Derfor er en af kongstankerne i afhandlingen, at det ikke bør være vigtigt, om alle spørgsmål kan besvares, idet der er risiko for, at spørgsmålene forsimples, så de kan besvares. I stedet er det afgørende, at man accepterer, at ikke alt kan besvares. Dette bør imidlertid ikke forhindre spørgsmål i at blive stillet, da der i denne proces skabes nye perspektiver. Afhandlingen er derfor i høj grad præget af en hermeneutisk tilgang og er samtidig meget stærkt inspireret af Latours Aktør-Netværks-Teori, samt den afledte Symmetriske Arkæologi, der begge i høj grad anskuer verdenen ud fra sammenhænge snarere end adskillelser.
Afhandlingen har fire hovedformål:
– At integrere vådområder i alle aspekter af den arkæologiske disciplin.
– At udfordre den konventionelle arkæologiske tankegang herunder også arven fra Modernismen.
– At udfordre forståelsen og fortolkningen af objekter og fænomener.
– At fastslå, at interaktionen imellem sakralt og profant også gælder for vådområdernes brug.
At vådområder skal integreres i alle aspekter af arkæologien betyder, at vådområderne ikke længere skal opfattes som grænseområder eller afgrænsninger af bopladser. De skal heller ikke automatisk opfattes som sakrale områder afskåret fra alle andre dele af hverdagen. I stedet skal vådområder forstås som en del af det forhistoriske landskab, og da landskabet på alle mulige andre måder var af største vigtighed for mennesket, var vådområderne det også. Væsentlige informationer omkring landskabsforståelse og -udnyttelse forbigår vores opmærksomhed, når vådområderne ekskluderes af den arkæologiske proces, eller hvis de fortsat anskues som hidtil. De nordsjællandske erfaringer har tillige vist, at vådområderne ofte indeholder bopladsaffald, som almindeligvis anses for meget informativ vedrørende eksempelvis subsistensøkonomien og de forskellige funktioner, som en boplads har omfattet. Endelig giver den nære relation mellem boplads og vådområde anledning til at genoverveje, om ikke vådområdernes brug kan vidne om et fællesskab, som netop er det element, der adskiller enkeltgårde fra den spredte landsbystruktur. I nogle tilfælde må vådområderne opfattes som en del af bopladsen snarere end dens afgræsning. Som konsekvens heraf må man overveje, om opfattelsen af bopladsstrukturen i Nordsjælland skal ændres og, at vådområderne spiller en afgørende rolle heri.
Dikotomier gennemsyrer tilgangen til vådområder, eksempelvis i spørgsmålet om vådbund versus tørbund, sakral versus profan, natur versus menneske. Hele denne opdeling skaber en meget skematisk forståelse af det forhistoriske menneske og dets tankegang. En skematisk opdeling som vi, som moderne mennesker, ikke engang kan leve op til i kraft af vores forskelligheder. Derfor synes det inkonsekvent at forvente, at alle mennesker levede, tænkte og opførte sig på præcis samme måde i forhistorien. Et andet eksempel på arkæologisk inkonsekvens er, at vådområder generelt opfattes som sakrale steder i højere grad end andre steder. En boplads med sakrale deponeringer i stolpehuller og/eller gruber kategoriseres der imod ikke som en sakral plads, men blot som en boplads.
Denne meget firkantede tilgang er karakteristisk for den konventionelle kategoriske tilgang et fund, en lokalitet eller et fænomen, hvilket tydeliggøres gennem eksempelvis vådområderne. Endnu et eksempel, der er præsenteret i afhandlingen, er de lyse sten. Disse er nok et velkendt fænomen, men de er alligevel sjældent opfattet som regulære arkæologiske fund. Årsagen er muligvis, at stenens tilstedeværelse og funktion vanskeligt lader sig forklare. Eftersom de kun sjældent er forarbejdede og ikke indgår i definerede strukturer som eksempelvis brolægninger eller fundamenter, er de vanskelige at opfatte som værende af arkæologisk interesse. Det særlige ved disse sten er, at de har en arkæologi alene i kraft af deres kontekst, hvilket er særligt tydeligt i vådområderne, da sten ikke naturligt optræder i tørvelag. Fænomenet med disse sten er nok mest erkendt i vådområder, men det indgår også i andre sakrale kontekster. De er udtryk for en bevidst selektion og en bevidst handling, ergo er disse naturligt udseende sten et tydeligt resultat af menneskelige handlinger, hvorved disse sten må være kernen af arkæologisk arbejde. Ikke desto mindre er stenene umulige at klassificere eller typologisere, hvorved de vanskeligt kan indpasses i den konventionelle arkæologiske tankegang, hvilket understreger udfordringen for denne tankegang og arbejdsproces. Løsningen er imidlertid ikke at tilpasse fundet eller fænomenet, i stedet bør den arkæologiske tankegang tilpasses til det arkæologiske materiale.
Eftersom vådområder meget ofte er sat i relation til det sakrale univers, er hele spørgsmålet om sakralt og profant væsentligt. Sakralt og profant sættes i arkæologien typisk overfor hinanden, idet de opfattes som dikotomier, og derved overser man den tætte relation imellem de to sfærer. Den er ellers flere gange erkendt på bopladser og gravpladser, men denne erkendelse er sjældent overført til vådområderne, hvilket er endnu et eksempel på den arkæologiske inkonsekvens. For at kunne erkende den tætte relation imellem de to sfærer, er det nødvendigt at identificere dem hver for sig, om end det ikke er ensbetydende med, at de er hinandens modsætninger. Almindeligvis er der nogle meget stereotype forestillinger om, hvordan det sakrale kan genkendes. En sakral deponering defineres næsten som var det en formel, hvor man får fornemmelsen af, at den skal bestå af x (f.eks. et lerkar) og y (f.eks. en ko) og være placeret i z (f.eks. en mose) for at være en p (en sakral deponering). Hvis x mangler eller ikke er et lerkar, eller hvis x og y ikke er placeret i z, opfattes fundet ikke nødvendigvis som p.
Denne afhandling mener, at sådanne ligninger har flere fejlkilder, især det, at man ikke taget højde for den Menneskelige Faktor, fordi denne ikke kan sættes på formel. Den Menneskelige Faktor er defineret som de handlinger et menneske foretager sig, ikke fordi det er fornuftigt eller rigtigt, men som resultat af tradition, følelse, ønsker og drømme. Alle disse forhold kan have haft indflydelse på, hvilke valg det enkelte menneske eller samfund traf i forbindelse med den enkelte sakrale deponering, hvorved udtrykkene kan variere. Den slags tages der imidlertid ikke hensyn til i de formel lignende definitioner. I stedet for at omdefinere formlen foreslås det, at en sakral deponering kan genkendes på, hvorvidt den er orkestreret. Hvad deponeringen indeholder eller, hvor den er placeret, er ligegyldigt i forhold til at afgøre om deponeringen er sakral eller ej.
Afhandlingen tager dermed livtag med nogle overordnede problemstillinger i den arkæologiske disciplin, der blot i denne sammenhæng er eksemplificeret via vådområderne. Der er udtrykt en bekymring for, at den konventionelle opdeling, klassificering og kassetænkning reelt afspejler vores egen tilgang til mange aspekter af vores eget liv, snarere end det arkæologiske kildemateriales reelle udsagn. I stedet for, at opdelinger og klassificeringer anvendes som et redskab, bliver de ofte et mål i sig selv, typisk for at lette, snarere end at øge, forståelsen. Derfor er hele essensen af afhandlingen, at et mere åbent sind, færre forudfattede meninger og automatisk tankegang nok udfordrer og komplicerer vores arbejde, men det postuleres, at det også er herigennem, at vores viden om forhistorien kan beriges og øges.
Titlen Defining Wetlands referer således til, hvordan et fænomen som vådområder traditionelt er opfattet og associeret, men samtidig hentyder titlen også til, hvordan man ved en ændring af tankegangen kan se fænomenet, i et nyt lys, hvorved det kan opfattes anderledes og associeres med andre temaer. Hvor vådområder pga. en blanding af vane og tradition er forstået og håndteret på én måde foreslås det, at de forstås og håndteres anderledes i fremtiden. Vel at mærke ikke som noget særligt eller ophøjet, men på lige fod med alt andet arkæologi. Det er ikke gjort med at øge den udgravningsmæssige indsats i vådområderne, eller at nedtone den på de tørre områder. Det afgørende er, at vores tilgang og tankesæt skal omlægges og være mindre styret af os selv. Først da kommer vi nærmere en forståelse af fortidens tilgang og tankesæt.
