I jægerstenalderens sidste årtusinder, mellem 6000 og 4000 f.Kr., skabte stenalderhavets stigninger talrige nye bugter og fjorde ved de danske kyster. Havstigningerne hang sammen med, at klimaet var omkring tre grader varmere end i dag, så store dele af indlandsisen smeltede og hævede vandstanden i havene. Samtidig havde vægten af istidens kolossale gletsjere presset de nordlige og nordøstlige dele af landet nedad, så landmasserne her lå lavere end i dag.
Også langs Øresund opstod flere nye fjordsystemer, bl.a. ved Klampenborg, Vedbæk og Nivå.
I Øresund kulminerede havstigningen omkring 4000 f.Kr., hvor strandlinjen lå 5-6 meter over nutidens. Stenalderfjorden ved Nivå strakte sig da fire kilometer ind i landet til de nuværende mosedrag ved Langstrup.
Kortet viser Nivåfjorden, da havet stod højest, omkring 4000 f.Kr.
Fjorden var skæringspunkt mellem flere forskellige naturtyper, og det gjorde den til et ideelt bosættelsesområde for stenalderens jægere og fiskere. Bredderne og baglandet var dækket af en tæt urskov, hvor der færdedes jagtvildt som rådyr, kronhjorte og vildsvin. Her kunne jægerne også samle bær, nødder og andre af skovens frugter. I fjorden begunstigede det varme klima et rigt liv af fugle, fisk, snegle og muslinger. Samtidig var der let adgang til det åbne hav, hvor der på det dybere vand kunne fiskes torsk eller småhajer, eller der kunne jages sæler på strandene. Derfor blev fjorden ved Nivå de lokale stenalderjægeres permanente opholdssted i mere end to årtusinder. Langs de gamle fjordbredder kender vi til ikke mindre end 24 bopladser, som stammer fra tiden mellem 6200 og 4000 f.Kr.
60–70 % af Nivåjægernes føde kom fra havet i form af sæler, fisk, muslinger m.m. Landdyr som kronhjort, rådyr og vildsvin spillede en lidt mindre rolle i føden.