Vi kender 24 stenalderbopladser ved Nivåfjorden. Bopladserne stammer fra tiden mellem 6200 og 4000 f.Kr. Nogle af bopladserne var kun kortvarigt beboet, bl.a. fordi det stigende havniveau tvang jægerne til at flytte bopladserne op på højere arealer. Heroppe, ved den højeste strandlinje, kunne de samme bopladser til gengæld bruges i århundreder.
Der er foretaget større eller mindre udgravninger på halvdelen af bopladserne. De første udgravninger blev udført af Nationalmuseet på bopladsen Nivågård i 1912 og 1914. Hørsholm Egns Museum genoptog udgravningerne på Nivågård i 1992. Siden 1995 har museet udført større udgravninger ved Nivåfjorden. Udgravningerne har været koncentreret på bopladsen Nivå 10, der i stenalderen lå på en lille ø i mundingen af fjorden.
På luftfotoet ser vi i nordvestlig retning. Den skrå linje i billedets øverste venstre hjørne er Kystbanen. Den sydlige fjordbred fulgte grænsen mellem kornmarken forrest i billedet, skoven og de grønne marker. Nivågård-bopladsen lå på et næs, mens Nivå 10-bopladsen lå på en lille ø 75 m fra fjordens bred. Begge bopladser var i brug i Kongemosetid og i Ertebølletid.
Unikke fund af hytter og grave
Udgravningerne på bopladsen Nivå 10 har resulteret i en række helt nye oplysninger om Danmarks stenalderjægere. Særlig vigtigt er fundet af fire velbevarede hyttetomter, for jægerstenalderens boliger er så godt som ukendte. For første gang har vi fået et detaljeret indblik i, hvordan jægernes boliger var opbygget og indrettet. Samtidig er der på bopladsen udgravet 12 grave, som også er sjældne fund fra jægerstenalderen. Det er helt unikt, at der på en boplads er fundet både hytter og grave.
En del af Nivå 10-bopladsen under udgravning. I baggrunden ses stenalderhavets kystskrænt,hvor bopladsen Nivågård ligger.
Hvornår var bopladsen beboet?
I stenalderen lå Nivå 10-bopladsen på en lille ø tæt ved stenalderfjordens munding. Den første bosættelse på øen fandt sted omkring 5600 f.Kr., i den periode, der kaldes for yngre Kongemosetid. Præcis hvor længe jægerne blev på stedet, ved vi ikke, men senest omkring 5400 f.Kr. blev øen oversvømmet af den fortsatte havstigning. Stedet forblev derefter ubeboeligt frem til ca. 5000 f.Kr., hvor havet midlertidigt trak sig tilbage, og øen på ny blev tørlagt. Atter slog en gruppe jægere sig ned på øen – i den periode, der arkæologisk betegnes som ældre Ertebølletid – indtil en ny havstigning igen fik øen til at forsvinde. Gennem de sidste 1000 år af jægerstenalderen forblev øen helt eller delvist overskyllet, så nye bosættelser på stedet var umulige.