Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Maleren Carl Hanson – en elev af Julius Paulsen

17. juni 2016 : 13:00 - 28. august 2016 : 16:30

Gratis

I forbindelse med Else Klugs Café, Østergade 20 i Gilleleje vises udstillingen ”MALEREN CARL HANSON – en elev af Julius Paulsen”. Det sker fredag, lørdag og søndag 13-16.30 i perioden 17. juni-28 august. Cafeen er baseret på udendørsservering, så udstillingen er ikke åben i regnvejr. Gratis adgang.

Carl Hanson (1886 – 1953) uddannede sig på kunstakademiet under professor Julius Paulsen. Han forsøgte at klare sig som kunstmaler, men var nødt til at supplere sine indtægter ved at udføre almindeligt malerarbejde for folk. Efter 1. verdenskrig rejste Carl Hanson til Amerika og levede af at dekorere kirker ”malede engle med himmelvendte øjne”, som han sagde. Efter hjemkomsten fra Amerika bosatte Hanson sig i 1932 med sin familie i Gilleleje. Han købte hus på Fyrstien 22 lige ved den lille skov (dengang granskov), der ligger mellem byen og strandbakkerne.
Hanson færdedes meget i byen, på strandbakkerne og havnen med sin malerkasse. Der så man ham stå lidt duknakket og klædt i en kort malerkittel ved sit staffeli bakkende på den uundværlige shagpibe. Ingen har vel mere end Hanson skildret Gilleleje i 1930`erne, 1940`erne og begyndelsen af 1950`erne. Han fastholdt alt det på sine lærreder, fastboende og sommergæster satte pris på i det gamle fiskerleje.
I Carl Hansons bedste billeder spores arven fra Julius Poulsen. Han formåede at indlægge et sløret lys på en næsten impressionistisk måde. Det var med til at gøre hans malerier populære. Samtidig var Hanson en meget dygtig portrætmaler. Her er det også påvirkningen fra professor Julius Poulsen, der kan spores; Julius Poulsen var således en af tidens bedste portrætmalere og forstod at lære fra sig.
Carl Hanson udstillede i sommersæsonen sine billeder i Menighedshuset på Gilleleje Hovedgade ikke langt fra sit hjem på Østre Alle. Flittig som han var, havde Hanson altid billeder på lager. Hans beskedne og tilbageholdende væsen var imidlertid ikke en fordel, når han skulle sælge sine billeder. Alligevel var der mange sommergæster og lokale beboere, der købte hans malerier af de kendte og skattede motiver fra havnen, strandbakkerne og hovedgaden. Carl Hansons billeder med de fine lysvirkninger har et sikkert og udtryksfuldt farvevalg. Hvis Carl Hanson havde haft mere sans for at gøre opmærksom på sig selv som kunstmaler, havde han i dag været mere kendt end tilfældet er. Vi håber denne udstilling vil være med til at give Carl Hanson den anerkendelse, som han ikke fik i levende live.
Følgende takkes for udlån af malerier og genstande til udstillingen: Kirsten og Poul Tyron, Else Djurhus, Lars Thomsen, Astrid Larsen, Fritz Petersen, Jørgen Petersen, Jette Svendsen og Svend Henrik Svendsen.

Detaljer

Start:
17. juni 2016 : 13:00
Slut:
28. august 2016 : 16:30
Pris:
Gratis
Begivenhed Kategori:

Arrangør

Museum Nordsjælland

Sted

Else Klugs Café
Østergade 20
Gilleleje, 3250 Danmark
+ Google Maps

MENU