Under nedsættelsen af en urne på Annisse Kirkegård kom et usædvanligt velbevaret skålspænde fra vikingetid op med snegleboret.
Annisse Kirke med fundstedet i forgrunden
Finderen Ulrik Mjelva med skålspændet
Graver Lone Uth Hansen ved Annisse Kirke henvendte sig til Museum Nordsjælland, fordi hendes assistent Ulrik Mjelva under en urnenedsættelse havde fået en mærkelig genstand op med snegleboret, der ”lignede et skjold”. Hun sendte at billede af genstanden, som medførte, at museumsinspektøren nær havde fået teen i den gale hals. Det viste sig nemlig at være et helt og usædvanligt velbevaret skålspænde af bronze fra vikingetiden, nærmere bestemt slutningen af 800-tallet.
Skålspændet er af form og størrelse som en halv avocado og er inddelt i felter med stiliseret dyreornamentik
Skålspænderne, som også kaldes skålformede fibulaer, var en fast bestanddel af de mere velstående vikingekvinders klædedragt. De er dekoreret med vikingetidens karakteristiske stiliserede dyreornamentik.
Udtegning af en af dyrefigurerne fra skålspændet. Dyrets ene forben ligner nærmest en hånd med tommelfinger og udstrakte fingre
Der har siddet et antal små dyrehoveder pånittet, som nu er faldet af. På bagsiden sidder rester af fjederen og nåleholderen i et sikkerhedsnålsarrangement. Kvinden bar inderst en linnedsærk. Over den bar hun en selekjole af uld eller hør, som var syet af én bane stof, så der fremkom et rørlignende stykke. Kjolen blev holdt oppe af to korte forstropper og to længere bagstropper, som blev samlet parvis af to ovale spænder – skålspænderne.
Skålspænderne har været båret som vist på tegningen øverst på kvindens bryst og har været brugt til at samle kjolens seler. Tegning: Flemming Bau
Mellem skålspænderne hang i reglen en perlekæde og der kunne fra det ene af spænderne hænge en kæde med nøgler og andet personligt udstyr.
Beliggenheden på den markante bakkeknold, hvor den romanske stenkirke ligger i dag, er interessant. Vikingekvinderne blev i reglen gravlagt med disse skålspænder, og eftersom stykket var usædvanligt velbevaret og lå på et stykke jord, der så vidt graveren vidste ikke tidligere havde været brugt til begravelser, var der en teoretisk mulighed for, at der kunne være tale om en vikingegravplads på stedet. En sådan mulig kontinuitet mellem hedensk og kristen gravplads ville være et scoop at kunne påvise, så Museum Nordsjælland besluttede i samarbejde med Nationalmuseet at foretage en mindre efterundersøgelse på stedet. Hvis ”makkeren” til skålspændet kunne findes, ville man kunne dokumentere, at der var tale om en grav. Alle undersøgelser inden for kirkegårdsmurene er Nationalmuseets ansvarsområde. Derfor medvirkede kirkekonsulent Henriette Rensbro fra Nationalmuseet i undersøgelsen. Forud for undersøgelsen var også indhentet tilladelse fra Menighedsrådet samt fra de efterladte til den gravlagte.
Der blev gravet ned omkring fundstedet og al jord gennemgået med metaldetektor. Yderligere blev den opgravede jord sigtet for at spore eventuelle glasperler. Det viste sig, at jorden omkring fundstedet var omgravet kirkegårdsjord med teglstumper, så en eventuel vikingegrav på stedet havde i så fald været oppe at vende.
Foto fra undersøgelsen, hvor den opgravede jord sigtes. I midten ses kirkekonsulent Henriette Rensbro fra Nationalmuseet
Spørgsmålet om en hedensk gravplads under Annisse Kirkegård blev således ikke afklaret i denne omgang.
Der er tidligere med detektor fundet genstande fra såvel yngre germansk jernalder (550-750 e.kr.) og vikingetid (750-1066 e.kr.) på markerne både vest, nord og øst for kirken, så der har utvivlsomt været rig aktivitet på stedet i århundrederne op til den romanske stenkirkes opførelse.
Vilhelm Boye skrev på sin berejsning af sognet i 1886: ”S. for Kirken ligger ”Thornsebakken”, hvor der er fundet spor af en gammel Kirkegaard og muligvis har været en Kirke”. Hvad dette nærmere skal betyde, vides ikke: Har den middelalderlige kirkegård strakt sig længere mod syd? Har der været en træbygget forgænger til stenkirken syd herfor? Er den omtalte Kirkegaard i virkeligheden en del af en førkristen gravplads?
Henriette Rensbro fik skålspændet med tilbage til Nationalmuseet, hvor det vil blive danefæ-vurderet og finderen vil efterfølgende modtage en dusør.