En haveejer fra Æbelholt fik sig noget af en overraskelse, da han i pinsen skulle så græs i en nyopfyldt faskine i haven: mellem rivens tænder kom tre hele økser fra stenalderen inden for én kvadratmeter!
Det samlede øksefund – tre flintøkser og en bjergartsøkse.
Han så med det samme, at der var tale om noget særligt og kontaktede Museum Nordsjælland. Her stod det klart, at der var tale om et regulært depotfund, altså hvor egentlige værdifulde brugsgenstande gemmes samlet i jorden. For bedst muligt at kunne få et grundlag for en tolkning af en sådan samlet nedlæggelse, er det vigtigt at have så meget som muligt af fundet. Derfor gravede Museet (med ejerens tilladelse!) den opfyldte jord op med tynde skrab af en minigraver, hvorved der fremkom en fjerde økse!
Den afgravede jord omkring faskinen genafgraves med tynde skrab af en mingraver for at få alle dele af fundet med.
Økserne er fra tidlig tragtbægerkultur 3700-3300 f.Kr. – den tid, hvor de mange stendysser blev opført i hele landet.
Tre af dem er flintøkser, men den fjerde er en kraftig bjergartsøkse med stump æg, som man sjældent finder i depotsammenhæng. Den må have haft en anden funktion end de andre. Fælde træer duer den i hvert fald ikke til – måske har den været en art hammer til at banke hasselstager til fiskegærder ned i søen? De tre tyndnakkede flintøkser er specielle ved at have hver sin grad af tilvirkning: den ene er ufærdig – den mangler den afsluttende slibning – den anden er færdig, ubrugt og klar til brug, mens den tredje er genopskærpet efter at æggen er knækket af under brug, men mangler den sidste polish af æggen. Det er uvist om denne forskel skal symbolisere øksens ‘livscyklus’ eller om den er utilsigtet.
Alle økserne havde på den ene side en besynderlig jernudfældning, som først lod sig forklare, da det viste sig, at to af økserne kunne ‘pusles sammen’ i jernudfældningen. Det viste, at økserne må have været nedlagt stablet oven på hinanden to og to med æggen i samme retning. Deres position viste, at de må være pakket ind i et eller andet – skind eller plantefibre – som jernudfældningen har aflejret sig omkring.
Økserne har været nedlagt nær bredden af en kilometerstor, nu tilgroet sø – Æbelholtsdam. Kun 200 meter derfra er på et kort fra 1785 aftegnet en nu sløjfet dysse. Nær denne har Museum Nordsjælland udgravet en grube med dyssetidskeramik. Meget tyder derfor på, at menneskene, der nedlagde økserne, havde boplads og gravsted her. Der kendes godt 250 fund fra Danmark og Skåne af to eller flere økser nedlagt samlet i dyssetid. De findes typisk i områder med let adgang til naturlige flintforekomster.
To af flintøkserne kan pusles sammen via nogle jernudfældninger, der viser, at de har ligget stablet sammen med æggen i samme retning.
Så sent som sidste år (2021) undersøgte Museum Nordsjælland et andet øksedepotfund ved Skævinge kun 5 km derfra, hvor 6 hele økser var nedlagt ved bredden af en anden stor, nu forsvunden, sø: Lyngby Mose. Trods de umiddelbare ligheder er disse to fund meget forskellige. Fundet fra Skævinge er hele 1000 år yngre og tilhører en helt anden kultur – enkeltgravskulturen. Det ser ud til, at de yngre depotfund har mere karakter af lagre forud for eksport, mens fundene fra dyssetid mere virker som offerfund i en frugtbarhedskult. Moderne dna-analyser har vist, at disse to kulturer end ikke var genetisk beslægtede.
På kortet med rekonstruerede vådområder kan man se, at økserne er nedlagt ved bredden af en kilometerstor sø. 200 meter derfra er registreret en dysse.
Genstande af flint vurderes normalt ikke som danefæ, men når de som her findes som en samlet nedlæggelse, bevæger de sig op i en anden liga på linje med skattefund. Finderen kan derfor forvente en dusør af Nationalmuseet. Museum Nordsjælland håber derefter at kunne få fundet til uddeponering, så det kan bruges til fremtidig udstilling.
Kun 200 m fra fundstedet undersøgte Nordsjællands Folkemuseum på en skovrejsningssag 2004 en grube med keramik fra dyssetid, der godt kunne være samtidig med øksefundet.