August 2022, Nøgle af jern

En stor nøgle af jern blev fundet på den første dag af de arkæologiske forundersøgelser på Rådhustorvet i Helsingør.

Den arkæologiske undersøgelse er foranlediget af anlægsarbejdet på torvet ud for Sct. Anna Gade 5A og en kabelgrøft på tværs af torvet. Ind til videre har museet fundet gruber, lergulve og vægfundamenter fra bygninger, som tidligere har ligget på torvet. Fundene tyder på senmiddelalder – renæssance.

TV Nordkysten interview med arkæolog Liv Appel om fund.

Torvet bag rådhuset fungerede tidligere som byens slagtertorv, så måske er det rester af de slagterboder, som man kan se på gamle kort over byen.

Nøglen dateres til senmiddelalder – renæssance, men da den er rusten skal den konserveres før den kan udstilles. Det er kun overfladen der er korroderet, så sandsynligvis kan der komme en meget fin nøgle ud af det.

Nøglen er stor og passer til en stor lås og antagelig en stor dør eller port. Med udgangspunkt i fundstedet på Rådhustorvet kan man forestille sig, at den passede til en lås i Sct. Olai Kirke, rådhuset eller en af byportene. Det er dog også muligt at den passede til låsen i porten til en større bygård eller i en kiste eller skab med værdifulde ting.