Nyt fund af grav fra en overgangstid i Melby
Når man kører til Melby fra syd ad Evetoftevej ser man fire gravhøje knejse på bakkekammen nordøst for jernbanen. De er tavse vidner om den righoldighed af gravmonumenter fra bondestenalderen og bronzealderen, der har prydet stort set hver bakketop i området. Dette er sværere at fornemme i et tæt bevokset sommerhusområde nord for byen. Og dog: de mange vejnavne med –høj taler deres tydelige sprog.
Halsnæs Kommune har i valget af vejnavne til sommerhusområdet betonet højdedragets fortid som gravplads i oldtiden.
Drejer man ned af Hellekistevej ser man i skovbunden en bevaret gravkiste fra dolktiden.
I en lille skovbevoksning ved Hellekistevej er en gravkiste (hellekiste) fra bondestenalderens slutning (2300-1700 f.Kr.) bevaret, dog uden den gravhøj, der oprindeligt dækkede den.
Kører man videre mod nord, kommer man til en nyanlagt vej, Stjernehøj, et lille ubebygget område, hvor der er udstykket til sommerhuse. På Original 1-kortet over Melby fra 1809 er omhyggeligt med stjernelignende signaturer indtegnet et stort antal gravhøje. Tre af dem berører en sommerhusgrund, der er solgt til bebyggelse.
På dette udsnit af Original 1-kortet fra 1809 ses indmålt de mange gravhøje, der dengang prydede bakkedraget ved Stjernehøj. Langt de fleste af dem er sløjfet i dag. Tre af dem berørte den aktuelle sommerhusgrund.
Der var dermed stor risiko for at støde på rester af disse gravhøje ved byggearbejdet. Derfor foretog Museum Nordsjælland en prøvegravning af grunden. Der viste sig ikke at være bevaret noget af selve højene, men to grave nedgravet i morænesandet dukkede op! Den ene var en såkaldt ‘brandpletgrav’, hvor asken og knoglerne fra det nærliggende ligbål var samlet sammen og fyldt ned i et lille skålformet hul uden gravurne eller gravgods. En nærmere datering af denne grav må derfor afvente en kulstof 14-datering.
I denne brandpletgrav er asken med de brændte knogler fra ligbålet fyldt ned i en lille nedgravning.
Ti meter fra denne grav fandtes imidlertid en anden grav – også en brandgrav, men af en ganske anden type. Graven var mandslang med en stenlagt bundbrolægning og lignede umiddelbart en almindelig jordfæstegrav, men den døde var brændt og knoglestumperne lå i et pænt firkantet lag i midten af brolægningen. De har tydeligvis været lagt i en form for nu bortsmuldret kiste eller udhulet stamme.
Bundbrolægningen af ‘overgangsgraven’. Med gult er vist udbredelsen af brændte knogler, der må have ligget i en nu bortrådnet kiste sammen med den dødes bælteudstyr, som ikke har været med på bålet.
Asken fra ligbålet var ikke kommet med; det viser, at man omhyggeligt har pillet knoglestumperne fra efter kremeringen.
Langs den ene side af kisten lå to dobbeltknapper af bronze, hvoraf den ene havde bevaret læder fra det bælte, som de har siddet i. Det viser, at man forud for ligbrændingen har taget bælter og bronzer fra og efterfølgende lagt dem i graven, da læderet i modsat fald ville være forkullet. Om den øvrige dragt har været udtaget og lagt sammen med bælterne, kan ikke afgøres. Bronzerne daterer graven til overgangen mellem ældre og yngre bronzealder, ca. 1100 f.Kr. Der er formentlig tale om en kvindegrav, da mændene oftest fik deres ragekniv med i graven.
De to dobbeltknapper fra graven, der har siddet i bæltet. Tegningerne fra et andet fund viser, hvordan knapperne oprindeligt har set ud.
Graven stammer fra en overgangstid mellem to perioder og mellem to forskellige måder at håndtere den døde: mens man i ældre bronzealder typisk gravlagde de døde ubrændte, blev ligbrændingsskikken nærmest enerådende fra ca. 1100 f.Kr. og mere end tusind år herefter. Næste gang brandgravsskikken vender tilbage er i yngre jernalder/vikingetid, hvor ca. hver anden person ender på ligbålet. I vores tidsalder er skikken genoptaget og er nu næsten enerådende her til lands. Skiftende livsanskuelser sætter sit præg på dødsanskuelsen.
Det er ikke afklaret, om de to grave fra Stjernehøj er selvstændige fladmarksgrave med en mindre tue på overfladen, eller om de er sekundærbegravelser i en høj, hvor centralgraven nu er bortpløjet. Det er dog sikkert, at bakkedraget har været anvendt til gravplads i over 1000 år fra dolktidens hellekister til bronzealderens brandgrave. På nabogrunden mod øst fandt en bondekarl i 1800-tallet en ganske lignende brandgrav med dobbeltknap.
Det sidste kapitel i historien er næppe skrevet endnu: når de øvrige sommerhusgrunde på stedet bliver undersøgt, vil der med stor sandsynlighed dukke mere frem, der kan berettige grusvejens navn Stjernehøj.