Landsbyen Stenstrups våde element
Vand kan være en velsignelse og en plage. Ved landsbyen Stenstrup mellem Hornbæk og Saunte betød det, at vi har fået et nært indblik i landsbyens fælles vandforsyning. Forud for byggemodning på stedet har Museum Nordsjælland undersøgt tre brønde fra 1300-tallet, som i mindst fire faser ser ud til at have afløst hinanden på stedet.
I Christian den femtes markbog fra 1681 var der i Stenstrup noteret 3 halve gårde. Dengang var landsbyen en del af det umådeligt store Tikøb Sogn. Området må betegnes som udpræget udmark: store dele af landsbyens område beskrives i markbogen som ”Næsten overgroet med ris og kan ej måles” ”Begroet med underskov og ris, så ingen kan komme der igennem” ”…er morads og står derpå vand”, ”bliver lidet eller intet høstet”. Til gengæld havde man øjensynlig ingen problem med at skaffe vanding til dyr og mennesker.
Landsbyen Stenstrup på Original 1-kortet fra 1816. Her ses udgravningsområdet betegnet som ”Forhen gade”.
På Original 1-kortet over Stenstrup fra 1816 er udgravningsområdet indhegnet med påskriften ”Forhen gade”. Gaden betegnede fællesarealet mellem landsbyens gårde. Der er derfor god grund til at tro, at brøndene ikke har hørt til en enkelt gård, men har været landsbyens fælles vandingssted.
Stedet er også i dag meget sumpet, og grundvandsstanden tilsvarende høj. Den vandmættede jord har derfor bevaret dele af brøndenes træværk.
Undergrunden på stedet er nærmest flydejord, så det må have voldt beboerne de største vanskeligheder at grave brøndene, da siderne konstant skred sammen og vand steg op på få timer. Arbejdet skulle derfor gå hurtigt, og man har sikkert måtte bygge en ramme op i træ for at holde jordmasserne væk. Hjørnestolper med isiddende dybler fra en sådan ramme fandtes i en af brøndene. Brøndkasserne selv viste sig at være lavet af brugte tønder.
I den ene brønd fandtes den nederste halvdel af tønden under grundvandsspejlet med bevarede tøndebånd af kløvede hasselvidjer. Den nederste del af brøndhullet var gravet som et cylindrisk hul kun lige i tøndens størrelse.
I den sydlige brønd var tønden gravet ned i et smalt cylinderformet hul.
Den anden brønd var på et tidspunkt sløjfet og brøndtønden formentlig hevet op og genbrugt. Af selve brønden stod kun et par hjørnestolper tilbage i sumpen. Den tredje brønd, hvis nedgravning skar den anden, har muligvis genbrugt tønden fra den ældre brønd.
På et tidspunkt har man fornyet brønden ved at sætte en ny tønde ned oven i den gamle. Problemet har tydeligvis været, at jordtrykket fra brøndens sider har fået tønden til at hælde faretruende. Da brønden til sidst blev opgivet, blev hullet fyldt med store sten, der formentlig oprindelig har kantet brøndens overdel og forhindret jorden i at skride, samt store tømmerstykker, der antagelig også har fungeret i brøndens øvre konstruktion. Her fandtes bl.a. en del af et tøndelåg, men påfaldende lidt affald fra husholdningen. Det skyldes formentlig at de tilhørende gårde har ligget mindst 100 meter derfra.
Naturvidenskaben kan imidlertid hjælpe os et stykke videre på vejen: dendrokronologiske analyser (årringsdatering) kan indplacere tøndestaverne i den kendte årringskurve for egetræ. Hvis der er bevaret splintved (den yderste del af træstammen under barken), kan man ret nøjagtigt sige, hvornår træet til tønderne blev fældet.
I den ældste brønd var der ikke bevaret noget egetræ, men i dens efterfølger kan man se, at begge tønder, hvoraf den ene er sat ned oven i den anden, er fremstillet 1315-1320, dvs. i Erik Menveds regeringstid. Den yngste brønd, A51, der lå for sig selv, er fremstillet et halvt århundrede senere: 1361-68, dvs. under Valdemar Atterdag, der residerede på Gurre Slot kun 7 km fra Stenstrup.
Tønderne er imidlertid ikke lokalt producerede, da årringskurverne for dem matcher med den sydlige Østersø, dvs. det nuværende nordlige Polen. De er sikkert kommet herop indeholdende handelsvarer – tønder var en foretrukken og praktisk emballage til mange typer fødevarer og korn.
I dette skema ses årringsdateringerne for tøndestaverne. Fra Aoife Daly: dendro.dk report 2018:41.
En af staverne fra Stenstrup har indridset et bomærke, som er ejerens personlige signatur – så at sige stregkodens forløber.
