Træskålen fra Salpetermosen

Nogle gange falder vi på vores arkæologiske udgravninger over fund, som er virkelig uventede. Det skete i sommeren 2015, hvor museet foretog udgravninger i Salpetermosen ved Hillerød forud for etableringen af supersygehuset. Museet var godt i gang med at udgrave en lokalitet med et fundrigt og spændende inventar fra bondestenalderen og jernalderen, da vi lokaliserede en brønd, som lå på bredden af en drænet sø.

museum Nordsjælland arkæologisk fund

Brønden halvt gennemskåret.

Brønden, der stammer fra ældre jernalder, var cirka 2 meter i diameter og 1,5 meter dyb. I sagens natur er en brønd jo fugtig og vandførende, hvorfor arbejdet med udgravningen af brønden var en mudret og fedtet affære. Alle kvalerne forsvandt dog som dug for solen, da der i bunden af brønden blev fundet en meget velbevaret træskål. Den lidt groft tilhuggede træskål var ca. 30 cm i diameter og 15 cm dyb. På randen sad der to tilhuggede vandrette hanke.

Selvom det er sjældent at finde så velbevarede trægenstande, kender vi til flere træskåle fra Danmarks oldtid. De ældste fund stammer fra bondestenalderen, det gælder for eksempel to skåle, der i 1876 blev fundet i Christiansholms Mose ved København. Et trækar med indslåede tinstifter stammer fra Guldhøj i Sønderjylland, en egekistegrav fra bronzealderen, som i dag er udstillet på Nationalmuseet. Fra jernalderen kender vi til træskåle fra de store våbenofferfund, som for eksempel Nydam Engmose på Sundeved i Sønderjylland.

Træskålen fra Salpetermosen adskiller sig fra mange af de tidligere fund ved at være en del af jernalderens hverdagsservice, som vi ellers kun kender fra de mange lerkar, der bliver fundet på bopladserne fra denne periode. En undseelig ting som en træskål hjælper os således med at få et indblik i jernalderens dagligliv, hvor hverdagsservicet var mere simpelt end de træskåle og -kar, som man ofrede i moserne eller nedlagde i gravene.

museum Nordsjælland arkæologisk fund

Træskålen fra Salpetermosen.