Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv
Tysklands sammenbrud og Sovjetunionens fremmarch gennem Øst- og Centraleuropa i foråret 1945 ved afslutningen af Anden Verdenskrig skabte enorme flygtningestrømme i Europa. Mange tyskere flygtede, da Sovjetunionen trængte frem østfra. Nogle af dem endte i Hørsholm på Jagt- og Skovbrugsmuseet.
Andre folkegrupper blev også drevet på flugt. Det drejede sig om de såkaldte allierede flygtninge. Den gruppe omfattede flygtninge fra de baltiske lande og ikke mindst fra Polen.
De tyske nazister forsøgte at skjule deres frygtelige forbrydelser i koncentrationslejrene i Polen og andre steder ved at evakuere eller direkte likvidere fangerne. En gruppe polske fanger fra kz-lejren Stutthof i Polen endte derfor i en stor pram på Østersøen i det forårskolde vand. Om hensigten var, at prammen skulle sænkes med dens indhold eller om den skulle videre vestpå til en anden kz-lejr er uvist; men hvorom alting er, endte den på Møn, hvorfra de danske myndigheder og Dansk Røde Kors tog sig af dem.
Flygtningene på Rungsted Badehotel
Rungsted Badehotel havde under besættelsen været brugt af den tyske besættelsesmagt. Nu rykkede de polske flygtninge ind sammen med andre allierede flygtninge, og den således opståede flygtningelejr administreredes af Dansk Røde Kors under ledelse af dr.med. Esther Ammundsen.
Efterhånden som tiden gik, ændrede lejren karakter. I efteråret 1946 var Rungsted Badehotel således blevet en arbejdslejr for de polakker, der arbejdede i det lokale erhvervsliv som gartnere, husassistenter og teglværksarbejdere.
Lokal utilfredshed med flygtningelejren
Der var en lokal utilfredshed med lejren. Det kunne være, hvad det være ville, at flygtningenes tilstedeværelse stod i vejen for en nedrivning af Rungsted Badehotel; men administrationen var under al kritik, mente lokale.
Den 15. oktober 1946 citerede Hørsholm Avis det fremtrædende konservative medlem af sognerådet, Svend Jørgensen, for følgende udtalelse: ‘Forøvrigt, sagde Sv. Jørgensen videre, maa der vel være en Grænse for, hvor længe denne Administration skal fortsætte. Flygtningene er nu bedre stillet end Kommunens egne Indbyggere; de tjener Penge som andre Borgere, de bor for en Pris, som ingen andre kan, og de betaler ikke Skat. Dette kan simpelthen ikke være rimeligt nu 17 Maaneder efter Kapitulationen. Det er nødvendigt at skride ind …’
Hvorfor blev lejren ikke lukket tidligere?
Flygtningelejren på Rungsted Badehotel blev først lukket i juni 1947. Begrundelsen var, at først da havde flygtningeadministrationen under tidligere minister Kjærbøll skabt alternative anbringelsesmuligheder. Først og fremmest på Kløvermarken på Amager. Et andet problem, der skulle løses før en lukning kunne effektueres, knyttede sig til nogle flygtninges arbejdsforhold.
Da lejren lukkede, var der ca. 190 flygtninge tilbage. Mange af dem havde arbejde i lokalområdet, og man mente ikke det var ladsiggørligt, at de pendlede fra Kløvermarken. Løsningen blev, at de boede hos deres arbejdsgivere. Således stillede et teglværk nogle barakker til rådighed for de ca. 20 mand, der var beskæftiget dér. Ca. 25, der hovedsageligt var beskæftiget som gartnere og håndværkere, blev indkvarteret hos deres arbejdsgiver.
Det lille velhavende lokalsamfunds skepsis over for flygtninge
Der var lokal utilfredshed med de tyske flygtninge på Jagt- og Skovbrugsmuseet og med de allierede flygtninge på Rungsted Badehotel i kølvandet på Anden Verdenskrig. I dag er er der lokal utilfredshed med flygtningene på Sjælsmark Kaserne. Og såvel i 1945 som i dag var og er Hørsholm en meget rig kommune, så det er oplagt at spørge, hvorfra denne skepsis stammer?
I Torben Topsøe-Jensens bog: Rungsted – et tidligere fiskerleje. Rungsted Boghandel 1987 side 96-99 findes en omtale af lejren.
De tre fotos stammer fra den katolske biskop Suhrs besøg på Røde Kors lejren på Rungsted Badehotel. De tilhører Katolsk Historisk Arkiv.
Læs mere om
Tags: Besættelsen, Nazisme, Rungsted