Genopbygningen af slottet og en jernbane til Hillerød

Af Susan Johnsen, museumsinspektør, Nyere Tids afdeling

Genopbygningen af det nedbrændte Frederiksborg Slot og jernbanens ankomst til Hillerød var to hovedelementer, der lokalt gav ansats til Hillerøds opblomstring og etablering af håndværkerdynastier i byen.

På en gobelin under trompeterstolen i slottets riddersal er de personer afbilledet, der var ansvarlige for slottets genopbygning. Foruden murermester Ferdinand Kielberg var det arkitekt Martin Nyrup, arkitekt og senere bygningsinspektør K. Albert Jensen, arkitekt Carl Florian Thomsen, kaptajn Hammelev og snedkermester Harald Andersen.

Gobelin forestillende de ansvarshavende for slottets genopbygning. Fra højre mod venstre: Kielberg med ryggen til,  Martin Nyrup, K. Albert Jensen, Carl Florian Thomsen, kaptajn Hammelev og snedkermester Harald Andersen på vej op ad trappen.

Lederen af genopbygningen, kammerherre Ferdinand Meldahl, var uddannet arkitekt og en indflydelsesrig person. Han var medlem af Akademiet og professor samme sted fra 1864-1902 og i to perioder også Akademiets direktør. Meldahl figurerer ikke sammen med de andre på gobelinen – i stedet blev der placeret en buste af ham over et af slottets dørpartier.

Allerede i 1844 var der planer om en jernbane fra København helt til Helsingør. Byrådet i Helsingør var dog nervøst for, at Helsingørs befolkning skulle lægge for meget af deres handel i København og afviste derfor planerne. Nogle af Hillerøds mest fremtrædende borgere var derimod ikke bekymrede, men så store fordele ved en jernbaneforbindelse til København, og derfor indledte de et omfattende lobbyarbejde for at få banen til Hillerød. De øjnede muligheden for at øge salget af korn i København, og de så fordele ved at byens købmænd kunne hente et meget større varelager hjem på en gang. Omvendt ville byens folk søge til København efter nogle af de luksusvarer, de savnede i Hillerød, hvorved de kunne få gavn af den tættere kontakt til storbyen.

Frederik 7. støttede planerne om at få jernbanen til Hillerød, og det hele resulterede i, at Det Sjællandske Jernbaneselskab fik koncession i 1861. Banen var klar til første prøvekørsel i 1864, og stationsbygningen, som dengang var placeret lidt uden for byen, var færdigopført i 1863-64.

Stationsbygningen 1880. Lokalhistorisk Arkiv for Hillerød Kommune.


MENU